Fakta om #obaab
- AaB kommer til kampen efter et sjældent hjemmebanenederlag på 1-2 til Randers. OB tabte ligeledes seneste kamp, da holdet led et 0-1-nederlag til FC Vestsjælland i Slagelse.
- AaB ligger aktuelt på førstepladsen i Superligaen med ét point ned til FC Midtjylland på andenpladsen. OB er nummer otte med seks point ned til nedrykningsstregen og fire op til en femteplads.
- OB har endnu ikke scoret mod AaB i denne sæson. De to holds første to indbyrdes kampe i denne sæson er endt med 1-0 til AaB og 0-0. Begge kampe blev spillet i Aalborg.
- Både Kasper Kusk, Jakob Ahlmann og Thomas Augustinussen får karantæne ved næste gule kort
- OB har ikke vundet over AaB siden april 2011. De seneste ti indbyrdes opgør har givet en OB-sejr, to uafgjorte og syv AaB-sejre.
Citatet: OB-træner Troels Bech til ob.dk:
- Det skal vi glæde os til. For det første er de nummer et i rækken, fordi de har spillet noget af det mest seværdige fodbold i sæsonen. Og så har vi en god statistik mod de hold, der ligger i toppen af rækken. Her i foråret har det været en katalysator for gode resultater, og det kan sagtens betyde, at det bliver en kamp, som det bliver sjovt at komme ud og kigge på.
På tv: Lørdag klokken 17.00 på TV3 Sport
Skader: OB må undvære langtidsskadede Dusan Djuric, men også Jacob Barrett Laursen er nu ude resten af foråret. Desuden har Azer Busuladzic problemer med hulfodssenen i den ene fod og er uden for truppen sammen med Morten Skoubo, der endnu ikke er helt klar efter sin forstrækning. AaB er uden Henrik Dalsgaard, der døjer med sit løberknæ. Rasmus Thelander, Rasmus Jönsson og Christian Rye fuldender AaB's skadesliste.
Karantæne: Ingen
Bud på startopstillinger:
OB (4-4-2): Toppel – Ruud, Møller Christensen, Høegh, Diarra – Spelmann, Schoop, Skulason, Falk – Kadrii, Abdellaoue
AaB (4-4-2): Larsen – Kristensen, Petersen, Pedersen, Ahlmann – Kusk, Würtz, Risgård, Thomsen – Jacobsen, Spalvis
Dom:
AaB har vundet de fleste af de seneste indbyrdes kampe, men de to holds kampe er oftest tætte og bliver først afgjort til sidst. Ingen af holdene spillede specielt godt i påskens kampe, men AaB virker trods alt bedre kørende end fynboerne. Derfor tyder det på en udesejr. Vi byder på 1-2.