Optakt: Esbjerg fB - Randers FC
Superliga

Optakt: Esbjerg fB - Randers FC

Esbjerg kan med en sejr rykke op i tabellen, mens Randers FC skal forsøge at komme i gang igen efter seks Superliga-kampe uden sejre.

Kampfakta:
Spillested: Blue Water Arena, Esbjerg
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
Kampstart: Søndag klokken 19.00
På tv: TV3 Sport 1
Twitter: #efbrfc
 
Holdnyt:
Esbjerg fB:
Resultaterne har været svingende i foråret for et Esbjerg-hold, der i januar mistede tre profiler i form af Martin Pusic, Jakob Ankersen og Eddi Gomes. Ind er kommet fire nye spillere i form af Michael Almebäck, Erik Friberg, Kevin Mensah og Daniel Larsson, og de nye har skullet bruge lidt tid på at finde ind i Esbjerg-filosofien.

Niels Frederiksens tropper tabte seneste skuffende med 1-3 i Hobro og skal nu forsøge at komme tilbage på sporet med en sejr over Randers FC. Jeppe Andersen er langtidsskadet, mens Lasse Rise og Jerry Lucena også er skadede. Erik Friberg sidder over med karantæne efter sit røde kort i Hobro.

Med fem point ned til nedrykningsstregen har Esbjerg luft, men forspringet kan nok aldrig blive for stort, så Esbjerg skal gå efter alle tre point mod Randers. Specielt efter FC Vestsjælland vandt 2-1 hjemme over AaB.
 

Randers FC:
I efteråret var Randers-holdet fremragende, lukkede ikke mange mål ind og tabte ikke mange kampe. I foråret har det været et anderledes Randers-hold, der er trådt på banen. Det har været stolpe ud, og skader og karantæner har ødelagt en del for Colin Todds tropper, der vandt forårets første kamp over Nordsjælland med 3-0. Ikke siden den kamp har klubben gået sejrrigt fra banen.

I de seneste seks Superliga-kampe har Randers ikke vundet, og det har betydet, at Brøndby er gået forbi klubben fra Kronjylland i jagten på bronzemedaljerne. Randers skal derfor have vendt de dårlige resultater til sejre, og det kan jo passende starte mandag aften i Esbjerg.

Her har Colin Todd en stor og stærk trup at vælge fra. Eneste store fravær er anfører Christian Keller, der ikke er blevet klar til kampen. 
 

Karantæne:
Esbjerg fB: Erik Friberg
Randers FC: Ingen
 
Superliga-form:
Esbjerg fB: T-T-V-U-T
Randers FC: T-T-U-U-U
 
Bud på startopstillinger:
Esbjerg fB (4-4-2): Dubravka - Laursen, Stenderup, Jakobsen, Knudsen - Nielsen, Andreasen, Lekven, Lyng - Larsson, van Buren
Randers FC (4-4-2): Jonsson - Thomsen, Fenger, Agesen, Fischer - Fisker, Bjarnason, Poulsen, Borring - Lundberg, Ishak
 
Vidste du, at...:
Randers FC har blot vundet én gang siden nytår, da klubben vandt med 3-0 ude over FC Nordsjælland i 18. spillerunde. Det var samtidig klubbens eneste clean sheet dette forår, og det er et fint bevis på, hvordan Randers vinder sine kampe. Grundlaget er en jerndefensiv, der skal sikre point og sejre. I efteråret holdt Randers nullet i 10 af 17 kampe, hvilket altså gjorde, at klubben holdt nytår på tredjepladsen i Superligaen. I foråret er det blot i én af syv kampe, det er lykkedes at holde nullet.
 
Dom:
På papiret er det et åbent opgør, hvor begge klubber har brug for en sejr. Randers er næsten i stærkeste opstilling igen efter et forår, hvor der er blevet skiftet en del, og det kan helt sikkert få stor betydning for spillet og organisationen. Men Esbjerg har godt med mål i støvlerne, og med tanke på Randers' problemer på det seneste, tror vi på, at hjemmeholdet tager de tre point. Opgøret slutter 2-1 til Esbjerg fB.

Følg kampen LIVE på tipsbladet.dk - klik her