Ole Nielsen: Kunne være kommet til storklub i Danmark
Foto: Randers FC
Superliga

Ole Nielsen: Kunne være kommet til storklub i Danmark

Randers FC's sportschef, Ole Nielsen, havde i 2013 muligheden for at komme til en af de største klubber i Danmark. Et oplagt bud er Brøndby.

Ole Nielsen kan skrive hele tre jyske Superliga-klubber på CV'et. Den nuværende sportschef i Randers FC har tidligere været i lignende stillinger i Blokhus FC, SønderjyskE og Viborg FF, og desuden er han også tidligere sportsdirektør i AaB Ishockey. Han er med andre ord en berejst sportschef i Jylland.

Men ved Lillebæltsbroen stopper eventyret for den erfarne sportschef. Ikke et eneste af Ole Nielsens job har været udenfor Jylland, og det er naturligvis værd at bemærke. Det er dog ikke fordi, at han ikke har haft chancen.

I 2013 var der bud efter ham fra hovedstanden, men det var ikke noget, der fristede nordjyden.

- Jeg har tidligere - for tre år siden - fået mulighed for at være i en af de største klubber i Danmark, men havde ikke interesse i at flytte til hovedstaden, så det er ikke fordi, jeg ikke har haft muligheden for at komme på den allerøverste hylde, men det hang ikke sammen med familien. Og man kan ikke være sportschef på afstand, siger Ole Nielsen i et stort interview med Randers Amts Avis.

Historien melder ikke noget om, hvilken klub der forsøgte at få Ole Nielsen ind som sportschef. Men spekulere kan man jo altid. Og Brøndby IF må siges at være det mest oplagte gæt. 2013 var således det år, de blå-gule ledte med lys og lygte efter en ny sportschef, der skulle kickstarte den nye begyndelse i klubben. I sidste ende valgte Brøndby at ansætte Per Rud.

Tipsbladet.dk har været i kontakt med Ole Nielsen, men han har ikke ønsket at uddybe historien i Randers Amts Avis nærmere.