OB er klar med en ny angrebsprofil. Den fynske Superliga-klub har mandag præsenteret Nicklas Helenius som ny mand i den stribede trøje. Den 25-årige angriber skifter til OB på en fri transfer til sommer, når han er fri af både AaB og Silkeborg IF. Sidstnævnte tørner han ud for på en lejeaftale, men derefter rykker han altså teltpælene til Fyn.
Nicklas Helenius har underskrevet en tre-årig aftale med OB.
- Vi er glade for, at det er lykkedes at blive enige. Nicklas Helenius er en anden type angriber, end dem vi har i truppen i forvejen, og samtidig er han på samme tid en spiller, der har prøvet en del i sin karriere, men som også har masser af tid foran sig. I denne sæson har han fået sat ny skub i sin karriere, og vi glæder os til, at han både kan bidrage med sine kvaliteter hos os, og at vi sammen med ham kan videreudvikle hans spil, så han får endnu mere ud af sit store potentiale, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside.
Hovedpersonen selv ser frem til at tørne ud for OB, hvor han genforenes med en lang række tidligere holdkammerater og cheftræner Kent Nielsen.
- Det bliver en spændende udfordring for mig, for OB er en stor klub med et stort potentiale i holdet. Truppen bliver hele tiden forstærket, og samtidig er der mange gode unge spillere i klubben, så jeg glæder mig til at være med til at forløse det store potentiale. Inden da vil jeg gøre alt for at hjælpe Silkeborg til et godt slutresultat i Alka Superliga i denne sæson, for jeg er meget taknemmelig for alt, hvad de har gjort for mig, og den måde de har givet mig mulighed for at hæve mit niveau, siger Nicklas Helenius.
Ofte når en spiller skifter til en ny klub fra sommer, spekuleres der i, om det kan være aktuelt at indgå en aftale med øjeblikkelig virkning - som man eksempelvis lige har set det med FC Midtjylland og SønderjyskE angående Janus Drachmann og Marc Dal Hende. Det er der imidlertid ingen grund til at spekulere i med Nicklas Helenius. Han har både tørnet ud for AaB og Silkeborg IF i indeværende sæson, hvorfor han er spærret for andre klubber.