Nu er det endelig på plads: Martin Spelmann skifter til AGF på en tre-årig aftale.
Skiftet har længe været under vejs, og torsdag kunne tipsbladet.dk og TV 3 Sport fortælle, at Spelmann ville skifte til AGF - blandt andet på bekostning af Brøndby.
- Vi har i et stykke tid arbejdet på at lukke en aftale med Martin, og vi er glade for, at han har valgt at fortsætte sin karriere i AGF. Vi får en erfaren Superliga-spiller, der med sin dynamiske og arbejdsivrige spillestil passer godt ind på vores hold, siger AGF's sportschef Jens Andersson.
- Martin har en stærk karakter, og han kommer til at bidrage positivt til den kultur, vi er i gang med at opbygge. Han ved, hvad der kræves for at vinde, og han er altid garant for en helhjertet indsats i holdets tjeneste, når han er på banen. Det er kort sagt en dedikeret holdspiller med fine individuelle kvaliteter, vi nu får glæde af, tilføjer han.
29-årige Martin Spelmann får trøje nummer 10 i AGF.