OB-træner glad for sæsonstart: Der er ro på i klubben
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

OB-træner glad for sæsonstart: Der er ro på i klubben

OB-træner Kent Nielsen glæder sig over sæsonstarten og ikke mindst det faktum, at fynboerne er sluppet for en af fodboldens sværeste discipliner - at komme bagud fra start.

OB indtager i skrivende stund femtepladsen i Superligaen, og holdet har blot indkasseret to mål i fire kampe, så på langt de fleste parametre kan man blåstemple fynboernes sæsonstart. Det er samtidig vigtig benzin i en sæson, hvor klubben igen har som erklæret målsætning at komme med i top seks i grundspillet.

OB-træner Kent Nielsen forsøger hele tiden at optimere sit mandskab, og det er et klart fokuspunkt, at der skal scores nogle flere mål, men han er tilfreds med øjebliksbilledet.

- Bundlinjen er det vigtigste, for det er den, der giver arbejdsro. Hvis du tager de første fem kampe i sidste sæson, spillede vi bedre, men fik ikke sejrene og pointene, og det er det, der er det vigtige. Der er ting, vi gerne havde gjort bedre, men syv point efter fire kampe er bestemt tilfredsstillende, siger Kent Nielsen til tipsbladet.dk.

OB har i flere sæsoner været i en position, hvor klubben er kommet bagud fra start og har skullet indhente de andre. Det er man sluppet for i indeværende sæson, og det især glæder cheftræneren.

- Det er rigtig godt. Det (at komme bagud fra start i tabellen, red.) er indiskutabelt det sværeste her i verden. Så bliver det op ad bakke hele vejen, og man får ikke nogen anerkendelse, fordi der kun bliver spurgt ind til, hvorfor man ikke er i top seks – selv om man måske har præsteret godt over en periode. Det er enormt udfordrende, og det var en svær situation i sidste sæson, som vi kom godt ud af, lyder det fra Kent Nielsen.

Han understreger desuden, at arbejdsbetingelserne er noget nær optimale i OB i øjeblikket.

- Der er ro på i klubben, og når der er det, kan man bruge al sin energi på at forbedre de enkelte ting. Vi tror på, at truppen rummer det potentiale, der skal til for, at vi kan blive løftet derop, hvor vi gerne ser os selv. I hele 2017 har vi været enormt svære at score imod, men vi er udfordrede i forhold til selv at score, siger OB-træneren.

At fynboerne har haft svært ved at score kan undre, da klubben råder over tre kvalitetsangribere i Nicklas Helenius, Rasmus Festersen og Anders K. Jacobsen. De to førstnævnte har stadig ikke scoret i indeværende sæson, men Anders K. Jacobsen står til gengæld noteret for tre scoringer, og dermed har han allerede overgået sin skrækkelige sæson i fjor.

Det overrasker ikke Kent Nielsen, at "AK" igen har fået vind i sejlene.

- Nogle gange kommer en sommerpause bare yderst tiltrængt. Så får man som spiller mulighed for at ligge tingene lidt væk i en periode. Spillere som "AK", Festersen og Helenius er potentielle målscorere, og det ved man bare. Så kan det godt være, der er enkelte skæve sæsoner, men de har det i sig, og så kan det vende tilbage, når man lige får en pause og får det hele lidt på afstand. Det er jeg sikker på er den følelse, "AK" har haft, slutter Kent Nielsen.

OB møder AGF på udebane søndag aften.