Det har været en sæson med op- og nedture for OB's forsvarsspiller Daniel Høegh. Han indledte sæsonen som reserve for Anders Møller Christensen og Kasper Larsen i OB-forsvaret, men fik alligevel en god portion spilletid i slutningen af efteråret, da førstnævnte var skadet.
Alligevel indledte han forårssæsonen på bænken, men på det seneste har han fået masser af spilletid, fordi han tilsyneladende har igen overhalet Kasper Larsen i forsvarshierarkiet. Daniel Høegh nyder spilletiden i øjeblikket, men er klar over, at han skal arbejde hårdt for at holde sin plads.
- Det har været dejligt. Jeg har længe stræbt efter det, så det er rart at bide sig fast. Jeg skal bare fortsætte med at klø på og hjælpe med at få holdet til at præstere. Der er andre, der banker på i kulissen, så det kræver meget, at man holder sig skarp for at beholde pladsen, siger Daniel Høegh til tipsbladet.dk.
LÆS OGSÅ: Vraget OB-profil: Jeg har taget ansvar
Han vurderer, at kampen mellem ham og Kasper Larsen er særdeles tæt.
- Vi er utrolig lige. Da jeg var ude, syntes jeg lige så godt, at jeg kunne have spillet, men nu er det mig, der spiller, og Kasper der banker på. Der er ikke noget, der er givet, og man skal levere hver gang. Jeg tror ikke, at holdet er sat automatisk til weekenden, siger Høegh.
En ting er nutiden – noget andet er fremtiden. OB's anfører Anders Møller Christensen har kontraktudløb, men det er endnu ikke afklaret, om den aftale bliver forlænget. Det kan give en ny situation i OB-forsvaret, men under alle omstændigheder slår Daniel Høegh fast, at han vil have regelmæssig spilletid i næste sæson.
- Det er svært at spå om, for det er ude af mine hænder. Jeg vil gerne spille og være i OB, men hvis det bliver endnu en sæson som denne, er det ikke det sjoveste for mig. Hvis tendensen er, at jeg skal spillle, er jeg lykkelig, men hvis der er planen, at andre skal spille, er det ikke optimalt, siger Daniel Høegh, der er klar til at overveje sin situation, hvis næste sæson bliver indledt med en række kampe på bænken.
- Så må jeg tage en snak med klubben, om hvad vi vil. Jeg er i en alder, hvor jeg gerne skal spille hver weekend, og jeg vil gerne have en udviklingskurve, der går jævnt opad. Det gør den ikke, hvis jeg sidder på bænken, så det er jeg ikke interesseret i. Men jeg må også bare klø på til træning, og jeg er klar, hvis der bliver brug for mig. Jeg tager det som det kommer, og jeg har også en lang kontrakt med klubben, som jeg er indstillet på at opfylde, siger han.
Daniel Høegh er startet inde i de seneste fire kampe for OB. Næste opgave for fynboerne er på mandag, hvor modstanderen er AGF.