Den forgangne sæson var en speciel en af slagsen for OB's Daniel Høegh.
Forsvarsspilleren måtte i store dele af sæsonen se til fra bænken, fordi Kasper Larsen og Anders Møller Christensen blev benyttet i det centrale forsvar, men mod slutningen af foråret var Høegh tilbage i startopstillingen efter at have erobret sin plads på holdet tilbage.
Nu ser Daniel Høegh frem til endnu en sæson i OB, hvor han håber at holde fast i sin plads i startopstillingen.
- Jeg går ind til sæsonen på samme måde som i de tre foregående sæsoner. Jeg klør på og gør altid mit bedste. Så er resten op til trænerteamet. Der er ingen tvivl om, at jeg starter den nye sæson med godt mod på tingene, fordi jeg sluttede rimelig godt. Det er noget af det, jeg prøver at bygge videre på, og så håber jeg, at jeg kan holde pladsen, siger Daniel Høegh til tipsbladet.dk.
Læs også: Daniel Høegh bakker op om Bechs anførervalg
Efter Anders Møller Christensens afsked med OB har den fynske klub hentet Lasse Nielsen i FC Vestsjælland. Dermed er der stadig hård konkurrence i midterforsvaret, men det byder Daniel Høegh velkommen.
- Konkurrencen er som den skal være. Den er hård. Vi er fire gode spillere, og vi kan presse hinanden til det yderste. Det handler om at yde til hver træning og gøre sig selv spilleberettiget i sidste ende. Det er en hård og sund konkurrence, siger Daniel Høegh, der godt kan forstå, at OB har hentet en afløser for Anders Møller Christensen.
- Det var måske lige lovligt tyndt besat, hvis ikke der var kommet en ny spiller, så klubben har gjort det, som den nu engang måtte gøre. Lasse er en rigtig god spiller, som er med til at presse os andre, så forhåbentlig er han i sidste ende også med til at gøre mig bedre, siger han.
Udover Daniel Høegh, Kasper Larsen og Lasse Nielsen tæller OB's kontigent af midtstoppere også unghingsten Emil Peter Jørgensen, der netop er blevet rykket op i førsteholdstruppen denne sommer.
OB indleder sæsonen med en hjemmekamp mod Hobro den 20. juli.