OB-stopper afviser bundpanik
Illustration
Superliga

OB-stopper afviser bundpanik

OB har kun fem point ned til nedrykningsstregen, men midterforsvareren Daniel Høegh afviser, at der er nedrykningsstress på Fyn.

Med fire runder tilbage af Superligaen, kan OB endnu ikke vide sig helt sikre på at undgå nedrykning. Efter tre nederlag på stribe er fynboerne har fem point ned til nedrykningsstregen, men midterforsvareren Daniel Høegh slår fast, at fynboernes situation er uændret. 

Der er således ikke nogen panik at spore på træningsanlægget i Ådalen endnu.  

- Vi hænger fast i midten eller den øverste top af bunden, men tre point betyder meget. Det har vi ikke fået på det seneste, men der er stadig en afstand ned til, at det bliver rigtig alvorligt. Vi tager det selvfølgelig alvorligt, men der er ingen grund til at stresse over det, som det ser ud nu, siger Daniel Høegh til tipsbladet.dk.

Den aktuelle ottendeplads i Superligaen fylder således ikke alverden i OB'ernes hoveder. Det er næste kamp mod AGF, der optager al fokus. 

- Vi kigger på stillingen, men der kan ske meget på en runde, og hvis man får tre point, kan man næsten springe tre pladser. Der skal ikke meget til, men vi får ikke meget ud af kigge på ligaen. Vi har fokus på hver eneste opgave, og vi har en vigtig kamp på mandag, der kan blive et afsæt for os. Vi tager det alvorligt, men vi stresser ikke over det. Vi har et godt hold, og jeg mener ikke, at vi bør være blandt de to hold, der rykker ned, siger Daniel Høegh. 

Opgøret mod AGF er en nøglekamp for OB, der kan spille sig helt fri af bundstriden ved at tage tre point i Aarhus. AGF har tabt sine seneste syv kampe, men OB forventer ingen let kamp. 

- Vi tager ikke noget for givet. De har en stor sult, og det bliver en kamp mellem to formsvage hold. Vi skal stå imod dem og byde dem op til dans. Hvis vi rammer vores niveau, er vi gode. Hver gang de taber, vokser deres sult, så de vil være tændte. Vi skal klø på og give dem deres ottende nederlag i træk, og vi tager opgaven seriøst, siger Daniel Høegh.