Spillet om målmandsposten i OB er stadig i fuld gang. Det er endnu uvist, hvor længe Michael Falkesgaard kommer til at være ude med knæproblemer, og som det ser ud nu, er unge Casper Radza eneste alternativ til søndagens kamp mod Randers FC.
Derfor arbejder OB hårdt på at hente en ny keeper til klubben, og mandag blev den tidligere Brøndby-målmand Michael Tørnes set an i en reserveholdskamp mod Esbjerg.
OB-assistent John Bredal mener, at Tørnes spillede en fin kamp mod vestjydernes reserver.
- Han gjorde en fin figur. Han fik ikke overarbejdspenge, men han var en sikker sidste skanse, siger John Bredal til Fyens Stiftstidende.
Michael Tørnes er kontraktfri efter at have været uden klub i en periode. Han har tidligere spillet for Brønshøj, Brøndby, HJK i Helsinki og senest Sandefjord i Norge.
Det er planen, at Tørnes skal være i OB de næste par dage, inden der tages stilling om en eventuel fælles fremtid for parterne.