OB og SønderjyskE delte
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

OB og SønderjyskE delte

SønderjyskE kom tidligt bagud i Odense, men fightede sig tilbage og fik 1-1.

Søndag eftermiddag tog OB og SønderjyskE hul på et spændende Superliga-program, hvor begge mandskaber havde brug for de tre points i forhold til at avancere i tabellen. I et opgør præget af fight og gode muligheder delte de to mandskaber i en lige forestilling, hvor begivenhederne sluttede 1-1. 

OB lagde bedst ud, og fik hurtigt skabt mange løb mod gæsternes forsvar. Efter fem minutters spil var det tæt på at give udbytte, da Martin Spellmann blev sendt i dybden. Fra baglinjen fandt han Espen Ruud i feltet, der dog sendte sig forsøg tæt forbi. 

OB fik dog udbytte af presset efter et kvarters spil, da SønderjyskE havde hjørnespark. OB-forsvaret fik clearet, og satte et lynhurtigt kontrangreb i scene. Alene bagerst satsede Guira overfor Martin Spellmann, der fik en friløber fra midten. Her svigtede midtbane-profilen ikke, og gjorde det sikkert til 1-0. 

Værterne havde en god periode efter scoringen, men som kampen gik, lagde man initiativet fra sig. Det udnyttede SønderjyskE til at få mere boldbesiddelse, og efter 36 minutters spil bragede Erik Marxen et langskud tæt forbi mål. 

Halvlegens kontroversielle højdepunkt opstod blot to minutter efter, da Tommy Bechmann fra baglinjen lagde bolden tilbage til Marvin Pourié. Angriberen scorede sikkert, men linjedommeren vinkede noget kontroversielt for offside. Dermed kunne OB gå til pausen med en smal føring på 1-0.

Efter pausen satte SønderjyskE sig hurtigt på kampen, hvor gæsterne især vandt mange dueller. Erik Marxen sparkede et frispark over mål efter 52. minutters spil, mens OB i den anden ende langsomt kom bedre med. 

Fynboerne var giftige på omstillinger, og med en halv time igen var det tæt på at give pote. Emil Larsen spillede Vladimir Dvalishvili fri i feltet, der dog sparkede snært forbi. 

I kampens slutfase forsøgte SønderjyskE at jagte udligningen, og den kom med syv minutter igen. Et hjørnespark havnede efter klumpspil hos Adama Guira, der fra nært hold kunne udligne til 1-1. En fortjent udligning fra sønderjyderne på et afgørende tidspunkt inden en hektisk slutfase. 

Scoret blev der dog ikke yderligere i en lige forestilling, hvor det uafgjorte resultat afspejlede spillet på grønsværen.