OB: Øget opmærksomhed om Emil Larsen
Illustration
Superliga

OB: Øget opmærksomhed om Emil Larsen

OB's sportsdirektør Jesper Hansen erkender, at Emil Larsen på et tidspunkt skal sælges. Han regner dog med, at det tidligst bliver til sommer. 

Emil Larsen var en af de store profiler for OB i det forgangne efterår, hvor han var tæt på at skifte klub til Brøndby, men endte med at spille hele sæsonen på Fyn, fordi klubskiftet gik i vasken. 

Interessen for Emil Larsen er imidlertid ikke dalet, for efter flere gode præstationer er han et varmt navn på vinterens transfermarked. I OB er man opmærksom på interessen, men sportsdirektør Jesper Hansen forventer, at spilleren bliver på Fyn. 

- Emil har lavet et rigtig godt efterår, hvor han havde nogle stærke præstationer for både OB og landsholdet. Der er selvfølgelig mange klubber, der følger Emil Larsen, men her og nu er der ikke noget konkret. Vi har hele tiden sagt, at vi gerne vil holde på vores spillere og arbejde videre med den her trup, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk. 

Han bekræfter, at den gode efterårssæson har givet mere interesse for offensivspilleren, der også selv har udtalt, at han forventer at blive i OB i foråret

- Der er øget opmærksomhed om Emil Larsen, men som sagt er der ikke noget konkret. Vi forhandler ikke med nogen – så meget vil jeg gerne sige, siger han. 

Jesper Hansen erkender, at OB på et tidspunkt er nødt til at sige farvel til Emil Larsen, men han regner ikke med, at det bliver i dette transfervindue. 

- Efter Brøndby-sagen har han taget godt fat i tingene og blevet en bedre spiller. Vi ved, at vinduet er åbent endnu, og der kan stadig ske meget, men jeg tror på, at han også er her resten af sæsonen, og så må vi se, hvad der sker. Emils topniveau er til mere end Superligaen, og han skal også videre på et tidspunkt. Men hvornår det bliver, må tiden vise, siger han. 

Sportsdirektøren fastslår i øvrigt, at OB næppe kommer til at handle i løbet af januar – dog åbner han for at skille sig af med et par spillere. 

- Vi orienterer os, men som udgangspunkt regner vi med et stille vindue, hvor vi kan arbejde videre med spillerne. Vi er måske en-to for mange i truppen, så det gør ikke noget, hvis vi kan justere lidt på tingene i januar, for vi har også mange dygtige unge spillere, vi gerne vil se mere til, siger han. 

I forvejen har OB sikret sig den tidligere Vejle-spiller Azer Busuladzic, mens svenske Daniel Løfquist er sendt retur til Parma efter endt lejemål. Desuden er camerouneren Cedric N'Koum sendt ned på klubbens U/19-hold, mens man forsøger at finde en ny klub til spilleren.