OB lurer på yderligere tilgang
Polfoto/Carsten Andreasen
Superliga

OB lurer på yderligere tilgang

Der kan meget vel ske transferaktivitet i OB, inden vinduet smækker i på mandag.

OB roder rundt i den tunge ende af Superliga-tabellen, og nedrykningsspøgelset svæver konstant over den fynske Ådal. En af fynboernes største konkurrenter til nedrykning, FC Vestsjælland, har forstærket sig markant i det igangværende transfervindue, og det har OB ikke. Espen Ruud er blevet afløst af landsmanden Håkon Skogseid, så det er mere eller mindre status quo i OB-truppen i forhold til første halvdel af sæsonen.

Transfervinduet er dog ikke lukket endnu, og det giver OB et par dage til at tilføre truppen noget nyt blod. Og det er en mulighed, man måske vil benytte sig af på Fyn.

- Vi holder øje, og det er det. Vi er tilfredse med den trup, vi har nu, og som udgangspunkt holder vi fast i den, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen til tipsbladet.dk.

Er I i forhandlinger om en ny spiller til OB?

- Jeg kan kun sige, at vi holder øjne og ører åbne. Tingene skal gå op i en højere enhed, hvis der skal ske noget.

Jesper Hansen og OB havde et utrolig travlt transfervindue forud for denne sæson, hvor der blev skiftet godt og grundigt ud i truppen. Den markante udskiftning venter OB fortsat på at høste frugten af, men det går den rigtige vej.

- Vi sluttede godt af i efteråret med ti point i de sidste fem kampe, og den udvikling vil vi gerne fortsætte med i foråret. Vi fik mange nye spillere, og de skal også lære hinanden at kende - det er vi også nødt til at give dem chancen for. Når jeg kigger ned på træningsbanen, så synes jeg, det ser godt ud, og jeg er tilfreds med truppens forfatning, fastslår OB-bossen.

OB råder fortsat over store profiler som Rasmus Falk og Emil Larsen, der efterhånden har været i klubben i lang tid, og som begge har ambitioner om at komme til en større klub på et tidspunkt. Men OB passer på guldfuglene.

- Det er lidt med potentille afgange, som det er med tilgange. Jeg vil ikke afvise noget, og også på den front afventer vi og ser, hvad der sker. Det er jo sådan, at man til enhver tid kan få et tilbud, man ikke kan sige nej til, fastslår Jesper Hansen.

BT har tidligere kunnet afsløre, at forsvarsspilleren Kasper Larsen kan være på vej til Astana i Kasakhstan.

- Der er ikke noget nyt i den sag. Hans agent har udtalt sig, og meget mere er der ikke at sige lige nu, slutter Jesper Hansen.