AGF og OB er blevet enige om en transfer på Mikkel Kirkeskov, der skifter til den fynske Superliga-klub med øjeblikkelig virkning.
- Med tilgangen af Daniel Christensen og Nicolai Johannessen synes vi, at vi er godt garderet på positionen som venstre back, og da vi samtidig har fået en god pris af OB kombineret med, at Mikkels kontrakt udløber om mindre end et år, har vi samlet set vurderet, at det er en god aftale for os. På AGF’s vegne vil jeg gerne takke Mikkel for hans indsats for klubben, og vi ønsker ham alt mulig held og lykke i den videre karriere, siger direktør Jacob Nielsen.
22-årige Mikkel Kirkeskov nåede 105 kampe i den hvide trøje, glæder sig til nye udfordringer efter at plasden som fast mand i AGF er gledet ham af hænde.
- Jeg har været glad for min tid i AGF. Det er her, jeg har fået en stor del af min fodboldopvækst og er slået igennem som fodboldspiller. Jeg har meget at takke AGF for – ikke mindst de medspillere, trænere og ledere, jeg har haft med at gøre. Men efter mere end ni år i klubben føler jeg dog også, at jeg har behov for nye udfordringer, og her ser jeg OB som en god mulighed for mig. Jeg ønsker AGF alt det bedste – og forhåbentlig mødes vi næste år i Superligaen, hvor AGF bør være, siger Mikkel Kirkeskov.