OB-indkøb halter formmæssigt
Illustration
Superliga

OB-indkøb halter formmæssigt

Vladimir Dvalishvili er spilleberettiget for OB, men hans form halter en del efter holdkammeraternes.

Der gik lang tid, før OB kunne præsentere den angriber, som mere eller mindre toppede prioritetslisten fra dag ét i transfervinduet, men for godt to uger siden kom han så, da Vladimir Dvalishvili blev offentliggjort på en to-årig kontrakt.

Georgieren kom til Fyn på en fri transfer efter senest at have tørnet ud for polske Legia Warszawa, og han er i spil til søndagens opgør mod FC København, efter at hans arbejds- og opholdstilladelse er faldet på plads. De fynske fodboldfans skal dog næppe regne med at se Dvalishvili brage igennem fra start.

Angriberens form halter nemlig noget efter holdkammeraternes.

- Jeg har indtil videre valgt at kalde ham Vladimir 'Løbevillig', for det arbejder vi på, at han skal kunne leve op til. Han er ikke i samme form som de andre endnu, men han er en god afslutter, og derfor vil han givetvis være at finde i truppen til på søndag, siger OB-træner Troels Bech til klubbens hjemmeside.

OB har Rasmus Falk og Jacob Barrett på skadeslisten som de eneste.