OB's målmand Mads Toppel kan risikere op til to spilledages karantæne for episoden i søndagens kamp mod Esbjerg, hvor han slog bagud og ramte Esbjerg-spilleren Michael Jakobsen i slutfasen af opgøret.
DBU har nu åbnet en disciplinærsag mod målmanden, og i den forbindelse er OB blevet bedt om at indsende en redegørelse om situationen.
- Vi vil indsende en redegørelse, som DBU har bedt os om, og så er der en proces, hvor der er en risiko for karantæne. Det forholder vi os til, men ellers er det en sag, vi holder internt, siger OB-sportsdirektør Jesper Hansen til tipsbladet.dk.
I redegørelsen skal OB fortælle om klubbens syn på situationen, hvorefter DBU's disciplinærudvalg træffer en afgørelse i sagen.
Jesper Hansen er til daglig medlem af DBU's disciplinærudvalg, men i kraft af sin rolle som OB-direktør, er han inhabil i den konkrete sag om Mads Toppel og derfor ikke med i discplinærudvalgets behandling af sagen. Han ønsker dog ikke at vurdere risikoen for en karantæne til Mads Toppel og derfor heller ikke konsekvenserne heraf for OB.
- Jeg har et kendskab til, hvordan forløbet bliver nu, men jeg skal hverken frifinde eller dømme nogen nu. Der er et forløb nu, hvor vi afventer en afgørelse, og så tager vi den derfra, siger Jesper Hansen.
Der forventes en afgørelse i Toppel-sagen torsdag eftermiddag.