OB har flere emner: Angriber-jagt har fuld fokus
Illustration
Superliga

OB har flere emner: Angriber-jagt har fuld fokus

OB har rettet al transferfokus mod at finde en angriber til den kommende sæson. Lige nu er Michael N'Goo til prøvetræning, men fynboerne arbejder med flere forskellige emner.

OB har i disse dage besøg af den engelske angriber Michael N'Goo, som et led i klubbens jagt på en ny angriber.

Jagten på en ny målscorer til truppen har høj prioritet i Ådalen, og da muligheden for at se Michael N'Goo an på træningsbanen, slog OB til. Det fortæller sportsdirektør Jesper Hansen.

- Det er en spiller, vi er blevet tilbudt, og så har vi valgt at sige, at det ser spændende ud, og at vi gerne vil undersøge det nærmere. Derfor er han kommet herover for at træne med nogle dage, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk.

Læs også: OB tester Liverpool-spiller

21-årige N'Goo har en fortid på talentakademiet i Liverpool, hvor han tidligere viste lovende takter og en overgang blev kaldt 'Den nye Heskey'. Siden har han ikke indfriet forventningerne og har været forbi Hearts i Skotland samt engelske Yeovil, og nu er han altså på klubjagt.

Den 198 centimeter høje angriber skal være i OB frem til lørdag, men det er endnu ikke besluttet, om englænderen skal spille i fynboernes træningskamp mod Silkeborg. N'Goo har ikke trænet meget med OB endnu, og sportsdirektør Jesper Hansen er ikke klar til at evaluere spilleren. 

- Jeg kan ikke sige noget om det endnu, og i givet fald vil jeg også fortælle det til spilleren, før vi siger noget om det til medierne, siger Jesper Hansen, der i øvrigt oplyser, at OB ikke kendte spilleren i forvejen.

Michael N'Goo kan altså blive løsningen på OB's angriberjagt, for det står klart, at fynboerne søger en ny målscorer efter afskeden med topscoreren Mustafa Abdellaoue, erfarne Morten Skoubo og reserven Jeppe Hansen.

- Det har vi også sagt gennem længere tid. Vi er for få angribere, og derfor er det en position, vi prioriterer og har fuld fokus på lige nu. Normalt vil vi gerne have tingene på plads, inden vi starter, og vi har også fået både Lasse, Lasse og Lucas på plads. Men vi mangler en angriber, og det vil vi gerne have på plads så hurtigt som muligt, men vi vil også bruge den tid, der skal til for at finde den spiller, vi gerne vil have.

- Vi føler os ikke mere presset i forhold til hvordan vores plan hele tiden har været, men vi vil selvfølgelig gerne have det på plads snart, siger Jesper Hansen, der medgiver, at OB risikere at starte sæsonen uden en afklaring på angribersituationen.

- Det er der, vi har al vores fokus lige nu, og selvfølgelig er der nogle forskellige emner, ligesom vi undersøger nogle forskellige ting hele tiden. Det er også det, vi gør, når vi har en spiller til prøvetræning nu. Derfra og til at sige hvordan det går, og hvor langt vi er; det kan jeg ikke sige noget om, siger han.

Læs også: OB er interessant for Thomas Dalgaard

Thomas Dalgaard er blevet nævnt som et emne i OB, men det har Jesper Hansen ikke mange kommentarer til.

- Jeg er blevet spurgt et par gange, og vi kommenterer ikke på navne. Jeg kan dog sige, at jeg tror, der er rigtig mange, der følger med i, hvem der scorer mål i Superligaen. Det er ikke kun i OB, men også alle andre steder. Vi følger også med i det, og når man er på kig efter en angriber, kigger man alle muligheder igennem, siger Hansen.

Det er fjerde sommer i træk, at OB er ude efter en angriber. I 2011 kom Djiby Fall til klubben på en lejeaftale, i 2012 blev norske Marcus Pedersen også hentet på lån og i 2013 var det altså Mustafa Abdellaoe, der kom til klubben på en lejeaftale.

Selvom det kunne ligne et mønster med kortsigtede løsninger i angrebet, ser sportsdirektør Jesper Hansen (der kun har været i klubben i et års tid) det ikke sådan.

- Jeg er ikke helt enig i præmissen. Som udgangspunkt havde vi egentlig rigtig mange angribere i sidste sæson, men da Bashkim blev skadet, valgte vi at tage Abdelloaue ind. Generelt er det sådan i mange klubber, at der er stor fokus på angribere. Sådan har det altid været. Vi håber også, at vi kan få løftet Bodul igen, selvom han sad meget uden for i sidste sæson. Han er en fantastisk fodboldspiller, der kan rigtig mange ting, men han skal også vise det i kampene. Det håber vi, at vi får at se i denne sæson, siger Jesper Hansen, der ikke udelukker flere OB-handler.

- Vi holder øjne og ører åbne, for det gør man altid. På den måde er vi i princippet åbne over for alle positioner. Men det er den her position, som vi går hundrede procent efter i første omgang, og det er der, vores fokus er, siger han.

Læs også: Troels Bech: Vi mangler en Utaka eller Fall

Endelig kan det blive et tema for OB at skille sig af med en af klubbens profiler. Både Bashkim Kadrii, Emil Larsen og Rasmus Falk er varme emner på sommerens transfermarked, men OB er ikke tvunget til at sælge, slår Jesper Hansen fast.

- Jeg kan ikke afvise det, men omvendt har vi ikke for mange spillere. Derfor er vi ikke tvunget til at lave et salg, og vi vil gerne prøve at holde lidt sammen på det hele og spille med dem, vi har. Men salg af fodboldspillere er også en del af forretningen – også i OB – så man kan ikke afvise noget. Men det skal være en handel, der er god for alle parter: Både for spilleren, for OB og for den købende klub, siger han.

OB's første kamp i den kommende Superliga-sæson spilles den 20. juli, hvor Hobro er modstanderen på stadion i Odense, der bærer det lidet mundrette og mærkværdige navn Tre-For Park.