OB forventer Sten Grytebust hurtigt klar igen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

OB forventer Sten Grytebust hurtigt klar igen

OB og målmand Sten Grytebust ser ud til at slippe med skrækken.

OB måtte undvære holdets måske bedste spiller i denne sæson, målmand Sten Grytebust, da Kent Nielsens mandskab rundede grundspillet af med en udekamp mod AGF i søndags.

Ved den afsluttende træning inden kampen stødte Grytebust sammen med Yao Dieudonne og vred om på både ankel og knæ. Siden har mange OB-fans holdt vejret, men til glæde for fynboerne er der godt nyt hvad angår den norske keeper.

Tipsbladet.dk har været i kontakt med Morten Wamsler, der er medieansvarlig i OB, og han oplyser, at Sten Grytebust torsdag trænede en time med klubbens målmandstræner uden at mærke noget til skaden. Nu venter to fridage for hele OB-truppen, og derefter ventes Sten Grytebust at være helt klar igen.

Derfor bliver det med al sandsynlighed også Grytebust,, der vogter målet, når OB tager hul på nedrykningsslutspillet med en udekamp mod AC Horsens på næste fredag.