Joan Simun Edmundsson kom til OB fra Vejle Boldklub i vinterpausen, men færingen nåede ikke at gøre den store forskel i sin første halvsæson på Fyn. Han nåede således kun fem kampe i Superligaen, og det tegner et billede af et skuffende forår.
Han skyder dog en stor del af skylden for det forsømte, fynske forår på en skrantende fysik.
- Det er dejligt at være i gang igen, men for mit vedkommende har det været en lang pause, fordi jeg har været skadet og er blevet opereret. Jeg træner stadig ikke fuldt med, men det er godt at se drengene. Det er lidt op og ned med min skade. Jeg trænede fuldt med de første par dage, men så blev jeg ramt af et tilbagefald, og nu er jeg lidt ude igen. Vi må se, hvornår jeg er klar igen. Jeg håber, det går hurtigt, men jeg tager en dag ad gangen. Lige nu føles det ikke så godt, siger Joan Simun Edmundsson til tipsbladet.dk
Den 24-årige offensivspiller er blevet opereret i menisken i løbet af sommeren, og efterfølgende har han forceret træningen lidt for meget. Det betaler han prisen for i opstarten, men han håber, at han kan komme tilbage og få en betydelig rolle på OB-mandskabet i efteråret.
- Først og fremmest fokuserer jeg kun på at blive klar, men selvfølgelig håber jeg på at spille fast, når jeg er tilbage. Jeg drømmer om at gøre en forskel for OB, siger færingen, der kom til klubben fra Vejle i vinterpausen.
Han forklarer, at overgangen fra 1. division til Superligaen har været udfordrende.
- Jeg har stort set haft skadesproblemer lige siden, at jeg kom. Jeg fik en skade efter to uger, som jeg spillede med, men som naturligvis hæmmede mig, indtil jeg blev opereret. Nu vil jeg vise mig fra min bedste side, for jeg havde håbet, at foråret ville være anderledes, men jeg viste mig aldrig fra min bedste side. Når man ikke er på 100 procent, er det svært. Der er forskel på Superligaen og 1. division. Kvaliteten af spillerne er højere, men jeg er sikker på, jeg har niveauet, siger Joan Edmundsson og tilføjer:
- Det har været en udfordring, og når man ikke er helt på toppen, bliver det ekstra svært. Men havde jeg haft denne skade i Vejle, havde jeg også haft det svært der.
OB indleder efteråret den 15. juli med en hjemmekamp mod Silkeborg.