OB-chef: Det kan gå stærkt
Illustration
Superliga

OB-chef: Det kan gå stærkt

OB intensiverer angriberjagten efter salget af Bashkim Kadrii til FC København. Prøvespilleren Michael Ngoo er en mulighed, men der bliver også arbejdet på andre løsninger, fortæller sportsdirektør Jesper Hansen.

Henover sommeren har OB sagt farvel til angriberduoen Morten Skoubo og Mohammed Abdellaoue, og tidligere på aften forlod endnu en offensivspiller den fynske ådal.

Bashkim Kadrii er skiftet til FC København, og det gør kun behovet for nye kræfter i offensiven endnu større.

- Bashkim er jo en offensiv spiller, og vi har gennem et langt stykke tid sagt, at vi gerne vil finde en angriber, og det her gør det jo endnu mere aktuelt.  Vi kigger stadigvæk, og det har vi gjort et stykke tid. Vi har stadig Michael (Ngoo, red.) til prøvetræning, men arbejder også på andre ting, siger OB-sportsdirektør, Jesper Hansen til Tipsbladet.dk.

Hansen holder kortene tæt ind på hånden, men afviser ikke, at de inden længe præsenterer en ny spiller.

- Det kan man jo aldrig vide. I fodbold, ligesom med Bashkim, kan det jo gå stærkt. Vi holder tingene for os selv, indtil vi eventuelt signer en.

OB sparker Superliga-sæsonen 14/15 i gang på søndag med en hjemmekamp mod Hobro.