Superliga

Nyt FCK-indkøb venter på chancen

FC Københavns nye højre back, Cristian Gamboa, har endnu ikke spillet et eneste minut. Det slår dog ikke costaricaneren ud af kurs.

Den 1. august kunne FC København præsentere costaricanske Cristian Gamboa som ny mand i den hvide trøje. Den dengang 21-årige landsholdspiller blev hentet til den danske mesterklub fra norske Frederiksstad for syv millioner kroner med udsigt til at blive fremtidens løsning på dén højre back-position, som Zdenek Pospech havde efterladt.

Læs også: - Ingen kan løbe fra ham

I dag - næsten tre måneder senere - har Cristian Gamboa fortsat sin FCK-debut til gode. Cheftræner Roland Nilsson har hverken brugt sit costaricanske nyindkøb i Superligaen, Europa League eller i pokalturneringen. I stedet er Gamboa gemt væk bag Johnny Thomsen og først og fremmest Lars Jacobsen, der blev hentet ind på en fri transfer i midten af september.

- Jeg venter bare. Det er svært at få spilletid lige nu, for jeg har to rutinerede spillere foran mig. Jeg er nok langt fra spilletid, men jeg er ikke skuffet. Jeg forsøger at tænke positivt i stedet. Jeg foretrækker at være stille og vente på min chance, fortæller Gamboa til tipsbladet.dk.

Den lynhurtige højre back, der blev 22 år i går, har lang vej til Roland Nilssons startelver, men han ved, hvad han skal arbejde med, for at nærme sig i de kommende måneder.

- Jeg skal have mere erfaring, og jeg skal lære mine medspillere lidt bedre at kende, bedyrer han.

Cristian Gamboa er faldet godt til i København, siden han ankom for snart tre måneder siden. Det skyldes blandt andet hans landsmænd, Christian Bolaños og Bryan Oviedo, der har været gode til at hjælpe ham på plads. Men det skyldes også, at han efter egen mening er landet på helt rette hylde.

- Alt er godt, men det bliver selvfølgelig bedre, når jeg får spilletid. Jeg glæder mig over, at jeg er i en fantastisk klub i en lige så fantastisk by, slutter den positive costaricaner.