Ny OB-back vil arbejde røven ud af bukserne
Foto: tipsbladet.dk
Superliga

Ny OB-back vil arbejde røven ud af bukserne

Oliver Lund har et klart mål om at blive fast mand i OB.

Oliver Lund er ny mand i OB-truppen. Den 24-årige forsvarsspiller, der både kan dække højre back og det centrale forsvar, er godt tilfreds med sin første tid i sin nye klub, og han er glad for at være kommet til Fyn. 

Oliver Lund ser således et stort potentiale i OB-truppen.

- Det er en meget talentfuld trup. Der er mange gode, unge talenter. Det er en stolt klub med mange unge mennesker, der støtter op. Man vil altid gerne spille på højeste niveau, og det er klart, at min situation i Vestsjælland ikke var optimal. Da OB kom på banen, var jeg ikke i tvivl, siger Oliver Lund til tipsbladet.dk.

Han lægger ikke skjul på, at han vil starte inde for OB i den kommende sæson. 

- Jeg har altid et mål om at være fast mand. Sådan har jeg det også her. Jeg vil arbejde røven ud af bukserne for at tilfredsstille Kent Nielsen, mine medspillere og fansene her i klubben, siger han. 

Oliver Lund mener, at OB bør ligge højere i tabellen end i de seneste sæsoner.

- Både klubben og fansene håber, at vi kan vende det. Det har jeg en tro på. Jeg kan ikke vurdere, hvor vi kommer til at ligge, men jeg har en forventning om, at vi godt kan vende tingene, siger Oliver Lund. 

Lund kommer oprindeligt fra AB, hvor han spillede sammen med Rasmus Thelander. Efter tre år under Kent Nielsens vinger i AaB, er Thelander nu kommet til udlandet. Måske Oliver Lund kan gøre det samme?

- Haha, det ville være fantastisk. Jeg tror dog, at min situation er lidt anderledes end Rasmus'. Der er ingen tvivl om, at Rasmus er en klassespiller og en klasseperson. Han fortjener det skifte mere end nogen anden, siger Oliver Lund. 

Oliver Lund har kontrakt med OB frem til sommeren 2017.