Ny nedtur for Hobro
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Ny nedtur for Hobro

Hobro IK er i alvorlige problemer i Alka Superligaen efter nyt nederlag lørdag, hvor FC Nordsjælland fortjent vandt på DS Arena.

Hobro IK kæmper for livet i Alka Superligaen. Situationen ser dog svær ud i bunden, og en sejr var tiltrængt lørdag aften, da FC Nordsjælland gæstede. Her leverede Farum-mandskabet dog en god kamp, hvor man satte et tempo, Hobro i store perioder ikke kunne følge. En træffer fra Joshua John blev dog kampens eneste i 0-1 sejren. 

FC Nordsjælland satte sig hurtigt på kampen. Allerede efter et minut sparkede Martin Vingaard forbi, og det blev hurtigt tydeligt, at værterne skulle komme til at løbe meget. Det kom man i de ti første minutter, inden det lykkedes Hobro at komme bedre med. 

Gæsterne var dog farlige. Martin Vingaard måtte se keeper Jesper Rask redde flot efter 17 minutter, inden Joshua John otte minutter efter sparkede på stolpen efter et udspark. Hobro var gode på omstillinger, men savnede det sidste. Bedste tilbud kom efter 33 minutters spil, da Jacob Tjørnelund drejede sit direkte frispark tæt forbi. 

Hobro var bedst op til pausen, men ingen af de to hold lykkedes med at score i de 45 første minutter. 

FC Nordsjælland satte sig igen på kampen fra starten af anden halvleg. Joshua John var tæt på at sætte Marcus Ingvartsen op, men gæsterne fik først udbytte med 25 minutter tilbage. Et godt angreb havnede hos Joshua John bagerst i feltet, der bragede bolden op i nettaget uden chance for Jesper Rask i målet. 

Efter scoringen var der dømt krig på DS Arena. Værterne bragte mange folk med i feltet, og det skabte trusler. I den anden ende var FCN dog giftige på omstillinger, men scoret blev der ikke yderligere. 0-1 sejrede FCN, og HObro skal dermed håbe på, at Esbjerg fB og Viborg ikke stikker af senere i denne runde.