Ny Johnson Laursen-skade: Havde glædet mig til at møde Esbjerg
Man kunne dårligt bebrejde Ryan Johnson Laursen, hvis han var en bitter mand. Han fik store dele af sin tid i Esbjerg fB ødelagt af skader, han indledte sin OB-karriere med at blive skadet, og netop som han var klar igen, løb han ind i endnu en forstrækning, der holder ham ude af fredagens kamp mod netop EfB.
Men den 24-årige back tager det ikke så tungt denne gang.
- Det er, hvad det er. Jeg føler, mit niveau er på vej tilbage. Jeg synes ikke, det har været en dårlig start som sådan. Den seneste skade her er overhovedet ikke noget slemt. Det er et lille riv i mit forlår, og det har ikke noget at gøre med den gamle skade, siger Johnson Laursen til tipsbladet.dk.
Han forventer ikke, at skaden holder ham på sidelinjen særlig længe.
- Forhåbentlig er det bare den ene kamp, men det er ikke med til at gøre det bedre, at det lige er mod Esbjerg.
Johnson Laursen forlod EfB i januar under specielle omstændigheder. Sportsdirektør Ted van Leeuwen mente, at backen ikke var særlig motiveret, og bestyrelsesformand sammenlignede ham med en møgbelortet Mercedes, der stod stille og mistede sin værdi, fordi den ikke duede.
På forhånd så han da også ekstra meget frem til kampen, men han nøjes med at holde sig til det aspekt, at han skulle have spillet mod sine gamle holdkammerater.
- Jeg havde glædet mig. Alle kampe lige nu er spændende, men det gav da lidt ekstra til kampen i morgen, det må jeg ærligt indrømme. At spille mod de gamle gutter, siger han.
Vi skal tilbage til 1. oktober for at finde Ryan Johnson Laursens seneste hele Superliga-kamp. På det sidste har han fået to indskiftninger for OB med i alt 20 minutters spilletid, og man kunne frygte for, om han overhovedet kan nå tilbage i kampform i denne sæson.
- Jeg har trænet med i halvanden måned plus spillet tre reserveholdskampe, og senest blev jeg skiftet ind mod Horsens. Så jeg føler mig i kampform. Hvis Kent vil bruge mig, er jeg klar, siger han og indser så, hvad han lige har sagt i et interview omkring hans skade, og slår en stor latter op.
- Ja, altså bagefter. Jeg håber, du forstår, hvad jeg mener.