Superliga

Nilsson: Jeg kunne ikke fortsætte i FCK

Roland Nilsson taler nu for første gang om fyringen i FC København. - Vi havde forskellige syn på tingene, siger den svenske træner.

Ronald Nilsson er en færdig mand i FC København, men indtil nu har den svenske træner ikke fået lov til at fortælle sin side af sagen. Det gør han i morgen i et interview med den svenske avis

Aftonbladet

, men allerede nu er dele af interviewet sluppet ud. Her fortæller den nu fyrede cheftræner, at han umuligt kunne have fortsat som cheftræner i den danske mesterklub.

- Vi havde forskellige syn på hvordan tingene skulle gøres. Dette var den bedste løsning, siger Nilsson i interviewet med

Aftonbladet

, som

sporten.dk

har fået indblik i.


Ville du gerne være fortsat i FCK?

- Nej, det havde ikke fungeret. Vi havde forskellige syn på tingene. Der har foregået en diskussion et længere stykke tid, og vi er kommet frem til, at det var bedst at gå hver vores vej. Når man har så forskellige syn på tingene, er det bedst at komme videre. Det er trist, at det skulle blive sådan her, bedyrer Nilsson.

Svenskeren, der blot fik et halvt år som FCK-træner, erkender at resultaterne i Europa ikke har været tilfredsstillende. Derfor kan han heller ikke hævde, at fyringen er uretfærdig.

- Vi fører trods alt ligaen, men vi har ikke haft den succes internationalt, som klubben og jeg har ønsket. Sådan er virkeligheden i en topklub, det vidste jeg, da jeg tog jobbet, slutter han.

Roland Nilsson nåede 31 kampe i spidsen for FC København. Her blev det til 18 sejre, fem uafgjorte og otte nederlag.