Superliga

N'Doye går glip af OB-kamp

Dame N'Doye misser lørdagens Superliga-opgør mod OB på grund af en mindre skade.

FC København tager ingen chancer med Dame N'Doye. "Løvernes" suveræne topscorer fik en mindre skade, da han onsdag aften løb sammen med målmanden Robert Green under en træningskamp mod West Ham, og den skade holder ham nu ude af lørdagens store Superliga-opgør mod OB.

N'Doye er ikke en del af dén trup, som FC København her til eftermiddag har offentliggjort til kampen. Han spares i stedet med henblik på den kommende uges Champions League-opgør mod irske Shamrock Rovers.

Udover Dame N'Doye stiller FC København med en næsten komplet trup. Martin Vingaard og Søren Frederiksen er ude med længerevarende skader, mens der kan blive debut til Youssef Toutouh, der kom til fra Hvidovre tidligere på sommeren.