21-årige Hany Mukhtar er skiftet fra Benfica til Brøndby på en lejeaftale, og for Mukhtar, der har kæmpet med at etablere sig på og hos det portugisiske storhold, er det en lejlighed til at videreudvikle sit spil og blive en del af den offensive spillestil, som Alexander Zorniger har indført, og som tiltaler ham. Det siger han i hvert fald til klubbens egen hjemmeside.
- Jeg er glad for at få muligheden for at komme til en traditionsrig klub som Brøndby IF, og jeg ser frem til at få muligheden for at spille for Brøndby-fansene. Jeg skal hjælpe holdet efter bedste evne, og så skal jeg videreudvikle mit eget spil. Jeg spiller hovedsagligt centralt, enten som 8’er eller 10’er, og den aggressive fodbold, som Brøndby vil praktisere, er en type fodbold, jeg både kender og nyder, fortæller Mukhtar ifølge brondby.com.
Hany Mukhtar får trøje nummer 10 hos Brøndby, som han skifter til, efter han fik sin fodboldmæssige opvækst i Hertha Berlin. I januar 2015 blev han solgt til Benfica, hvor han indgik en femårig kontrakt. Her spillede han i starten på portugisernes andethold, inden han fik debut på førsteholdet. I det sidste år har han så været udlejet til Red Bull Salzburg i østrigsk fodbold.
Mukhtar har i sin karriere allerede opnået 45 U-landskampe, hvor han har scoret 20 mål. I sommeren 2014 scorede han målet, der afgjorde U19-EM-finalen, hvor det tyske U19-landshold vandt 1-0 over Portugal.