Morten Olsen: Disciplinærudvalget mangler fingerspidsfornemmelse
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Morten Olsen: Disciplinærudvalget mangler fingerspidsfornemmelse

Landstræner Morten Olsen er totalt uenig i karantænen til Daniel Agger.

I de kommende to kampe i Superligaen må Brøndby IF undvære forsvarsgeneral Daniel Agger, der af DBU's disciplinærudvalg er tildelt en karantæne på to spilledage, efter han angiveligt langede en albue i ansigtet på Mathias "Zanka" Jørgensen i mandagens kamp mellem Brøndby og FC København.

Efter kampen blev hændelsen, der i øvrigt ikke blev set af dommer Michael Tykgaard, nedtonet af flere af de involverede parter - herunder "Zanka" - men Agger har alligevel fået karantæne.

Karantænedommen får ikke just roser med på vejen af landstræner Morten Olsen, der erklærer sig helt uenig i, at Daniel Agger fortjener karantæne på grund af episoden.

- Jeg er totalt uenig i den kendelse, siger Morten Olsen til tv3sport.dk.

Den danske landstræner mener i det hele taget, at der mangler forståelse i DBU's disciplinærudvalg.

- Men jeg kunne have ønsket mig en vis fingerspidsfornemmelse hos den komite, der skulle tage stilling til denne hændelse i det, vi kalder for en grå-zone, siger han.

Daniel Agger går dermed glip af søndagens opgør ude mod SønderjyskE samt den efterfølgende weeekend, hvor Hobro gæster Brøndby Stadion.