OB's midterforsvarer Daniel Høegh skifter i det kommende transfervindue til den schweiziske klub Basel. Det skriver BT.
Ifølge det danske medie har Høegh mandag været til lægetjek i Schweiz, hvor han også forventes at underskrive en fire-årig kontrakt. OB og Basel er desuden enige om en transfer, der sender seks millioner kroner i fynboernes retning.
Daniel Høegh har været en fast del af OB's midterforsvar i denne sæson, med med kontraktudløb i december 2016 er et salg oplagt for fynboerne, der har en ambition om at være en sælgende klub, der kan sende sine egne spillere videre ud i Europa.
Høegh er udviklet i OB's egen talentafdeling, og han har siden 2011 været en fast del af fynboernes førsteholdstrup.
Nu ser det ud til, at Høegh fortsætter karrieren uden for landets grænser. Han er ikke ene om at forlade OB i det kommende transfervindue. Også Martin Spelmann er blevet solgt til tyrkisk fodbold.
Daniel Høeghs skifte til Basel ventes offentliggjort en af de kommende dage.