Få et suverænt indblik i styrker og svagheder omkring scoringer for OB og AaB inden deres indbyrdes kamp lørdag.
eye4TALENT.com, der arbejder med digitaliseret scouting og performance-analyse, har zoomet helt ind og sørger i samarbejde med tipsbladet.dk for den helt unikke statistik, der giver stof til eftertanke for både fans, spillere og trænere.
SKUD PÅ MÅL FOR & IMOD:
OB har mange skud på mål - og mange skud på mål imod! 164 skud på mål har resulteret i 39 scoringer hvilket giver en scoringsprocent på 24. AaB's scoringsprocent er faldet lidt efter påskens kampe. Den ligger nu på 34,5 procent. Det er dog fortsat Superligaens højeste scoringsprocent.
DANGERZONE:
AaB er lidt over gennemsnittet på mål for i Dangerzone og OB lidt under. 68 procent af mål imod OB kommer fra Dangerzone – 10 procent lavere end gennemsnittet. Mange scoringer imod OB kommer fra Zone 3.
OB MÅL FOR:
OB havde ikke nogen god påske og fik ikke scoret mod FCN og FCV. Deres mulighed mod AaB ligger i at køre deres omstillinger, hvor AaB viste svagheder mod Randers.
OB MÅL IMOD:
OB er sårbare overfor omstillinger og standardsituationer. FCN scorede efter en omstilling, og mod FCV blev der endnu engang scoret mod OB efter et hjørnespark. Det var den tiende scoring mod OB efter et hjørne eller indirekte frispark. De har problemer med at cleare boldene og 14 procent af mål imod OB kommer efter fejlclearinger.
AAB MÅL FOR:
AaB skaber fortsat mange chancer efter etableret spil. Ofte kommer de ned bag modstandernes forsvarslinje, og det giver dem mulighed for at slå de flade indlæg og bolde skråt tilbage. Det er ikke helt tilfældigt at de har fremtvunget syv selvmål, senest i kampen mod Viborg. Cirka 70 procent af AaB's indlæg kommer fladt eller skråt tilbage.
AAB MÅL IMOD:
Påskedag på Nordjyske Arena blev AaB offer for Randers' omstillinger. Randers fik scoret to gange, efter AaB havde smidt bolden væk på modstanders halvdel, og de blev fanget ude af balance og det førte til et nederlag. Bemærkelsesværdigt er det, at AaB stort set ikke indkasserer mål imod efter fejlclearinger – se figur nederst. De tre tophold skiller sig markant ud i forhold til de ni resterende hold.