Superliga

Løvenkrands: FCK en fantastisk klub

I vinter var der kraftige rygter om, at Peter Løvenkrands var på vej hjem til Danmark for at trække i FCK-trøjen. Men det blev kun til småsnak.

Da Peter Løvenkrands i november manglede spilletid i Newcastle fortalte han, at han savnede sit land, og godt kunne se sig selv hos FC København. Men Løvenkrands' flirt med de danske mestre udmøntede sig aldrig i et forhold.

- Jeg tror kun, det var småsnak, og det er selvfølgelig ikke en dårlig ting at høre om. Men når der ikke er noget konkret, så ved jeg ikke, hvor meget jeg skal lægge i det, siger Peter Løvenkrands til tipsbladet.dk.

Men er det blevet mere interessant at komme hjem til FCK efter Champions League-succésen?

- Ja, de har jo gjort det fantastisk. Det er en fantastisk klub, og de har gjort det utrolig godt. De fortjener en masse ros for alt det, de har gjort. Selvfølgelig er det en god klub, og jeg håber da, de kan bygge videre på det, og blive endnu større, siger Peter Løvenkrands.

Om Peter Løvenkrands nogensinde ender i Danmark, har han da heller ikke besluttet sig for endnu.

- Det har jeg ikke tænkt over. Jeg tager det, som det kommer. Jeg har masser af ting, jeg godt kunne tænke mig at prøve, inden jeg stopper karrieren. Så det tager jeg til den tid, slutter Peter Løvenkrands.

Sidst Løvenkrands spillede i Danmark, var det for AB, hvor han spillede 32 kampe inden salget til Rangers.