Ligastats: OB's altmuligmand, ærgerlige Randers og dominator-Brøndby
I denne sidste udgave af Ligastats for efterårssæsonen var der flere spillere og hold, der gjorde sig ekstra bemærkede. OB'eren Jens Jakob Thomasen bliver nævnt i hele tre kategorier, AGF's Dino Mikanovic havde overraskende mange clearinger og så dominerede Brøndby trods en smal sejr over FC Midtjylland.
Individuelt:
Rundens goalgetter: I en runde, hvor der blev scoret 13 mål, var der kun en enkelt spiller, der fik skrabet bolden over målstregen mere end en enkelt gang. Det var Brøndbys Teemu Pukki, der mod FC Midtjylland scorede to gange. Der var tre spillere, der kun skulle bruge en enkelt afslutning til deres mål, og derfor også bliver nævnt. Her drejer det sig om Awer Mabil, Rafael van der Vaart og OB'eren Jens Jakob Thomasen.
Rundens playmaker: I denne sidste efterårsudgave af Ligastats kommer der en helt ny playmaker. I runde 21 var det Martin Ørnskov, der ramte en medspiller flest gange med 107 gennemførte afleveringer. På andenpladsen med 104 er Ørnskovs holdkammerat Mikkel Rygaard, mens OB's centrale midtbanespiller Jens Jakob Thomasen runder top tre af med 93.
Rundens arbejdshest: Jens Jakob Thomasen har gjort sit til at få opmærksomhed i denne udgave af Ligastats, for han er også den, der løb længst i runden med 13.143 meter. Der er ikke meget, der skiller andenpladsen og tredjepladsen, hvor Christian Keller løb 12.812 meter og Emiliano Marcondes tilbagelagde 12.802 meter.
Rundens oprydder: En Lyngby'er og en AGF'er kæmper om prisen som rundens oprydder. Jesper Christjansen og Dino MIkanovic havde begge fem gennemførte tacklinger, men der er dog en klar vinder. Mikanovic havde udover de fem tacklinger også hele 18 clearinger mod FCK, hvor Christjansen havde fem.
Rundens hund: Flere spillere gjorde opmærksom på sig selv med fire begåede frispark, men Andreas Cornelius overgik dem alle. Med seks begåede frispark begik han flest af alle. Mathias Nielsen fra AC Horsens og Aleksandar Stankov fra Viborg kommer på de efterfølgende pladser med fire frispark og en advarsel.