Superliga

Laudrup i FCN de næste tre år

Andreas Laudrup bliver i FC Nordsjælland de næste tre år. Det står klart, efter han i dag har forlænget kontrakten med Farum-klubben.

FC Nordsjælland og Andreas Laudrup er i dag blevet enige om at forlænge samarbejdet, så den 20-årige kantspiller de næste tre sæsoner er at finde i Farum-klubbens røde trøje.

Laudrups kontrakt stod foran udløb til vinter, men allerede nu har FC Nordsjælland altså vurderet, at det var tid til at forlænge med ét af klubbens store talenter.

- Potentialet er stort hos Andreas, og han er en spiller som kan nogle helt andre ting end så mange andre herhjemme. Vi ved, at han kan blive endnu bedre hos os, og vi ved, hvad det er vi skal arbejde med hos ham. Andreas skal blive endnu mere afgørende og synlig på banen for os, men når man ved, hvor målrettet Andreas selv er i forhold til sin arbejdsindsats og sine ambitioner, så jeg er meget glad for, at vi nu kan arbejde videre og give hinanden endnu mere, end vi allerede har gjort, siger Kasper Hjulmand til klubbens hjemmeside.

Hovedpersonen selv har også selv ønsket at binde sig til FC Nordsjælland, som praktiserer den teknisk betonede spillestil, som passer så godt til den vævre dribler.

- Jeg har hele tiden haft FC Nordsjælland som min førsteprioritet. Det var her, jeg gerne ville blive, og derfor er jeg også meget glad og tilfreds med, at det kunne falde på plads. Jeg har stor tro på den udvikling og fremtid, der ligger hos mig selv og mine holdkammerater her i klubben, og det har haft stor betydning for mig. Det er umuligt ikke at glæde sig over at være en del af en trup, der har det så godt med hinanden. Rent fodboldmæssigt, har den nye cheftræner de samme idéer som den tidligere, og derfor har jeg fuld tillid til, at det også i den sammenhæng er det rigtige sted for mig at være, siger Andreas Laudrup.

Indtil videre har unge Laudrup spillet 54 kampe i FC Nordsjælland-trøjen. Han fik de første 25 minutter i sæsonpremieren mod OB i weekenden.