Kryger før skæbnekamp: Missionen er større end mig som enkeltperson
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Kryger før skæbnekamp: Missionen er større end mig som enkeltperson

AC Horsens har brug for point og helst tre, hvis klubben fortsat skal gøre sig forhåbninger om at undgå at komme i playoff om at rykke ud af Superligaen. Lasse Kryger tror på, at holdet har gode muligheder mod OB, og lige nu handler det mere om overlevelse, end hvad Kryger skal efter sommerferien.

Den kommende runde i Alka Superligaen byder på en gyser allerede fra første færd, når OB får besøg af AC Horsens. Med en sejr sikrer hjemmeholdet sig en ny sæson i Superligaen, mens AC Horsens skal i playoff om at rykke ud af rækken, mens uafgjort vil holde det åbent til sidste runde i gruppespillet. Horsens-sejr vil sende klubben foran OB, og så er det pludseligt fynboerne, der har kniven på struben.

Jo, der er meget på spil, når klubberne mødes i Odense fredag, men selv om det velsagtens kan kaldes en skæbnekamp, går Lasse Kryger fra AC Horsens på banen for at nyde opgøret mod OB. 

- Det skal man kunne. Når det ikke kan være anderledes, er det da fedt at spille kampe, hvor så meget er på spil. Det er sådan nogle kampe, der virkelig viser, om man kan stå distancen eller ej. Det bliver tit forkrampet, hvis man tænker for meget over tingene og de fejl, man kommer til at lave. Og det vil vi ikke ud i, siger Lasse Kryger til tipsbladet.dk.

Den 34-årige AC Horsens-spiller har en fortid i netop OB, men det er ikke noget, der kommer til at spille ind i kampen, fortæller han. Det gør det faktum, at han har kontraktudløb om tre måneder heller ikke. Alle ressourcer er lagt i AC Horsens og opgaven med at få klubben reddet denne sæson.

- Missionen handler i øjeblikket om at få den her klub til at overleve i Superligaen, og den mission er større end mig som enkeltperson. Det er klart, at kommer vi i mål og sikrer overlevelsen, er der en større mulighed for mig og andre medspillere for at få forlænget aftalerne, siger Lasse Kryger.

AC Horsens kan kigge på de tidligere opgør mod OB og glæde sig over, at det i tre forsøg ikke er blevet til et nederlag til Odense-klubben. Lasse Kryger mener, at det er, fordi OB som hold ligger godt til Horsens.

- Det er et hold, vi ved, vi har det godt imod, fordi de ting, vi er gode til, det tillade OB også, at vi kan få lov til. Så det er klart, at vi skal kigge på de kampe, vi har spillet mod OB i den her sæson og tage udgangspunkt i de gode oplevelser, vi har haft mod dem, siger Lasse Kryger, der også noterede sig OB's nederlag på 0-4 til Randers, hvor klubben fysisk blev overmandet af kronjyderne:

- Det ligger jo naturligt til vores spil, at det skal være fysisk præget, og at vi skal være stærke i duellerne og på andenboldene. Det er helt klart noget, vi skal gøre, og som vi vil gøre. Hvis vi begynder at spille, som de gør, tror jeg, vi taber med et tocifret antal mål, lyder analysen fra den Lasse Kryger.

Mens efteråret var en lang succesoplevelse for AC Horsens, har foråret omvendt været svært. 10 kampe har holdet spillet i foråret - inklusiv pokalkampen mod AGF - og det har blot kastet én sejr og tre pointdelinger af sig. Lasse Kryger mener dog, at det er ved at vende i Horsens nu.

- Vi har talt meget om, hvorfor det ikke er gået som i efteråret, og jeg tror simpelthen, det er, fordi vi kom til at tro, vi var bedre, end vi egentlig er. Vi var flyvende i de første 13 kampe, lå i top seks og havde kun tabt to. Så er det stille og roligt gået ned ad bakke, og det har ikke været specielt prangende i foråret. Men selv om vi tabte til Esbjerg sidst, føler jeg, at vi er der, hvor vi var i starten af efteråret. Så mangler vi måske noget selvtilid som hold. Vi har også brændt nogle chancer, men det oplever alle hold jo, siger han.

Lasse Kryger og AC Horsens' vigtige kamp mod OB fløjtes i gang 18.00 i Odense.