Efter lang tids spekulationer ser det ud til, at Michael Krohn-Dehli nu har fremtiden på plads. Den danske landsholdsspiller fortsætter karrieren i den spanske klub Sevilla. Det skriver det spanske lokalmedie El Desmarque.
Ifølge avisen har Krohn-Dehli både bestået lægetjek og skrevet under på en kontrakt med Sevilla, hvor han altså skifter til efter denne sæson.
Michael Krohn-Dehli er længe blevet sat i forbindelse med flere spanske klubber - heriblandt Villarreal og Malaga - men det tyder altså på, at det er Sevilla, der løber med landsholdsspillerens signatur.
Krohn-Dehli har kontraktudløb i sin klub Celta Vigo til sommer og kan skifte kvit og frit til Sevilla.
Det bliver samtidig et skridt op ad rangstigen for Michael Krohn-Dehli, når han forlader Celta Vigo, der øjeblikkeligt ligger nummer 10 i den spanske liga. Sevilla ligger til gengæld på en femteplads.
Sevilla FC har endnu ikke bekræftet aftalen med Michael Krohn-Dehli, men det forlyder, at danskeren har skrevet en to-årig kontrakt med option på endnu et år. Det er desuden planen, at Michael Krohn-Dehli skal spille på den defensive midtbane hos Sevilla.