0-0 plejer at betyde kedelige kampe. Det var nu ikke, fordi OB mod Viborg var decideret kedelig. Men hjemmeholdet havde svært ved at skabe chancer - særligt i anden halvleg. Og OB-træner Kent Nielsen indrømmer da gerne, at de manglede lidt for at trænge igennem Viborg-forsvaret: ideer.
- Det var lidt blandet, hvilken følelse jeg står med. Når modstanderen brænder straffe, kunne vi godt have tabt, men vi havde småmuligheder i en chancefattig kamp. Vi formåede ikke at score. Vi er ærgrede over, vi ikke vinder. Vi havde ikke de ideer til at åbne deres velkompakte forsvar op. Vi vidste, vi skulle passe på deres omstillinger. Kigger man over hele kampen, er det ikke, fordi der bliver skabt mange chancer i begge ender. Jeg havde troet og håbet på, vi havde stået med flere point. Vi må tage til efterretning, at det her er et bevis på, hvor jævnbyrdig ligaen er, siger Kent Nielsen til TV3 Sport.
OB møder i næste spillerunde FC Nordsjælland på TRE For Park.