Stort Kent Nielsen-interview: Bebrejder holdets effektivitet
Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Stort Kent Nielsen-interview: Bebrejder holdets effektivitet

OB har ikke fået den sæsonstart, de havde ønsket. Med syv point efter otte kampe, ligger holdet nummer 10. Målsætningen er top seks. Kent Nielsen mener, at holdets placering er et udtryk for manglende effektivitet foran mål.

- Vi skal koncentrere os om slutproduktet, og der har vi ikke været tilfredse. Der har vi haft større forventninger til os selv, men dem har vi ikke kunnet leve op til.

Så kort kommer det fra OB's cheftræner, Kent Nielsen, når han skal gøre status over sæsonens første otte kampe. En enkelt vundet kamp, fire uafgjorte og tre nederlag er det blevet til, og fire kampe uden fynsk scoring. Det er de manglende scoringer, der bekymrer Kent Nielsen. 

- Vi haft to kampe, hvor vi har spillet til nul, så overordnet set har dét været ok. Så kan man sagtens finde enkelte kampe, hvor man kan sige ”Arh, her kunne vi godt have tænkt os at det var lidt anderledes”, men det tror jeg også, at vi kunne have fundet i foråret. Overordnet set føler vi stadig, at det at kunne kreere chancer skråstreg også at kunne effektuere dem, det er det, vi selv har set som hold som vores hovedproblem, siger cheftræneren til tipsbladet.dk.

Kent Nielsen mener, at han sagtens kunne spekulere i holdets pointtotal, hvis de havde vundet deres 0-0-kampe eller spillet uafgjort i de kampe, hvor de har tabt med en enkelt. Men han vil hverken bortforklare eller finde undskyldninger for sit hold, men derimod arbejde ud fra, hvordan status er lige nu.

OB ligger efter de første otte runder af grundspillet nummer tre over hold med mest boldbesiddelse - kun overgået af FCK og Brøndby. Men det er ifølge cheftræneren mere et resultat af, hvem OB har mødt, end hvordan han har trænet sit hold. Han vil helst spille direkte fodbold.

- Det har ikke været et mål i sig selv at have bolden meget. Der er ingen tvivl om, at vi har mødt nogle modstandere, der har været dygtige til at organisere sig, og som har haft meget fokus på at skulle spille på vores fejl. Det har ikke været en målsætning i sig selv, at ”Hey, hurra! Vi skal have bolden meget. 

- Vi ved, at vi har mange boldsikre spillere, og vi ser det som en fordel, når vi skal lave nogle langsigtede, blivende gode resultater. I den sammenhæng tror vi på, at man skal kunne flere facetter af fodboldspillet. Det vil sige, at man skal være god på bolden og nogle gange være tålmodig og nogle gange være direkte. Den direkthed har jeg, og det er det, jeg helst vil – at spille direkte og så hurtigt som muligt. Men vi ved, at der er kampe - specielt når modstanderen har været smarte og dygtige - hvor man nogle gange er nødt til at tage nogle længere angreb.

I de næste runder skal OB, ifølge Kent Nielsen, møde hold, der gerne vil spille fodbold. Det kan give OB mere plads på banen, end når modstanderen står dybt på egen banehalvdel.

- Vi bortforklarer ikke noget. Vi siger selv, at den type kampe, vi har spillet indtil videre, dem har vi ikke været gode nok til. I den type kampe, vi skal til, skal vi bevise, at det bekommer os vel, at der er lidt plads. Så kan vi nogle gange spille en mere direkte stil, men samtidig udnytter, at vi er et boldsikkert hold.

OB møder i næste kamp FC Midtjylland på hjemmebane, hvorefter der venter et udebaneopgør mod SønderjyskE og en tur til Brøndby Stadion som den tredje kamp i rækken.