Keepersalg på vej i Midtjylland? Målmand vil hjem til Sverige
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Keepersalg på vej i Midtjylland? Målmand vil hjem til Sverige

Den svenske målmand Johan Dahlin kan allerede denne sommer få løbepas, hvis FC Midtjylland kan finde den rette erstatning og får et godt tilbud på Johan Dahlin.

Han har kun et år igen af sin aftale med FC Midtjylland, den svenske keeper Johan Dahlin, og målmanden har allerede gjort det klart for FC Midtjylland, at han gerne vil hjem til Sverige - senest når aftalen løber ud.

Det danske mandskab siger denne sommer farvel til Mikkel Andersen og henter i stedet Michael Falkesgaard ind som konkurrent til Johan Dahlin, men det er slet ikke sikkert, at den svenske keeper er at finde i det danske den kommende sæson.

Sportsdirektør Claus Steinlein åbner op for, at et salg kan blive aktuelt denne sommer.

- Status er, at vi er i dialog med ham om fremtiden, og han har givet udtryk for, at hans barn snart skal i skole, og at han gerne vil tilbage til Sverige på et tidspunkt. Så det kigger vi på. Dukker den rigtige målmand op, og kommer der et godt tilbud på Johan, kan vi sælge, siger Claus Steinlein til tipsbladet.dk og forklarer:

- Vi har Falkesgaard, men vi skal have den rette erstatning, for at vi kan sige farvel til Johan. Det er både i form af pris og kvalitet.

Johan Dahlins tid i FC Midtjylland har været lidt og ned. Han har spillet en del, men målmanden har også døjet med en hel del skader, der har holdt ham fra at ramme det niveau, der var forventet, da han blev hentet i tyrkisk fodbold i januar 2015.

Skulle FC Midtjylland vælge at sælge Johan Dahlin, er det ikke af sportslige grunde.

- Det er af familiemæssige årsager, at han gerne vil hjem til Sverige på et tidspunkt, siger FC Midtjyllands sportsdirektør.

Johan Dahlin blev tidligere fredag af nordicbetblog.dk meldt på vej til svenske Malmö FF.

LÆS HER EN REAKTION FRA JOHAN DAHLINS AGENT, DER BEKRÆFTER, AT MÅLMANDEN ER PÅ VEJ VÆK FRA FCM.