Kalilou Traoré klar for OB
Det udviklede sig til noget af en speget affære, da OB den 30. juni hentede den malisiske midtbanespiller Kalilou Traoré. Den 22-årige og meget spændende spiller kom til Fyn på en fri transfer, men få dage efter præsentationen i Odense, hævdede kluben, Traoré kom fra - kroatiske NK Istra - at midtbanespilleren fortsat var på kontrakt hos dem.
Sagen udviklede sig og endte på FIFA's bord. Her skulle det internationale fodboldforbund beslutte, om maliseren reelt tilhører OB eller den kroatiske klub. Samtidig sørgede det kroatiske fodboldforbud for at tilbageholde Traorés spilletilladelse, så han under ingen omstændigheder kunne optræde for OB i en betydende kamp. Nu har FIFA's Players Status Committee taget en beslutning om, hvem spilleren tilhører og dermed også om, hvem der skal have maliserens spilletilladelse. Og OB kan gå til weekend med hænderne højt hævet. Fynboerne vandt sagen.
- Vi har fået Traorés spilletilladelse, så han er nu definitivt OB-spiller, siger OBs sportslige koordinator Michael Buchholz til tipsbladet.dk.
NK Istra kan apellere afgørelsen videre til FIFA's Dispute Resolution Chamber, men det virker usandsynligt, at de vil gøre det.
Dermed burde Kalilou Traoré være klar til mandagens Superliga-kamp mod Randers FC, men det er endnu ikke helt sikkert. Maliserens arbejds- og opholdstilladelse er således endnu ikke nået frem fra Udlændingeservice, der har en behandlingstid på 30 dage. OB og Kalilou Traoré skrev under den 30. juni.