Kadrii skifter til Randers FC
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Kadrii skifter til Randers FC

Både BT og Ekstra Bladet skriver, at Bashkim Kadrii får ophævet sin lejeaftale med Minnesota United og i stedet skifter til Randers FC.

Bashkim Kadriis lejeaftale med Minnesota United har ikke været nogen succes, for offensivspilleren har blot fået 11 MLS-kampe, siden han kom til det nordlige USA i vinter. I begyndelsen af sæsonen var han fast mand på holdet, men siden midten af april har han siddet mere på bænken og tribunen, end han har spillet på banen.

I de seneste fire kampe har Kadrii ikke været en del af truppen, og tidligere på dagen forlød det, at SønderjyskE og Randers FC duellerede om hans gunst. SønderjyskE-sportschef Hans Jørgen Haysen fortalte dog tipsbladet.dk, at han ikke regnede med, at Kadrii skulle til Haderslev.

I stedet ser det ser ud til, at Randers har vundet Kadriis gunst. Både BT og Ekstra Bladet skriver, at Kadrii skifter sin lejeaftale med Minnesota United ud med et skifte til Randers FC:

Den nuværende lejeaftale i USA løber ellers til udgangen af året, men den ser altså ud til at blive revet i stykker. 26-årige Kadrii har kontrakt med FC København frem til næste sommer, men har, hårdt plaget af skader, aldrig formået at få et endeligt gennembrud i klubben.

Vi skal tilbage til sæsonen 2012/13 for at finde det seneste eksempel på, at Kadrii har fået over 20 ligakampe på en sæson. Dengang spillede han alle 33 Superliga-kampe for OB.