Superliga

Juventus lurer også på Oviedo

Bryan Oviedo bliver rygtet til flere af de største klubber i Europa, og onsdag kiggede Juventus costaricaneren ud.

Mens hele FC København-holdet onsdag var til europæisk eksamen mod Club Brügge, var der især en enkelt spiller, der var under ekstra stor lup. For Juventus var på lægterne og på blokken havde de Bryan Oviedo, skriver Gazzetta dello Sport.

Juventus ser sig lige nu om efter et alternativ til venstrekanten på Antonio Contes femmands-midtbane, og et af dem er "den billige løsning" Bryan Oviedo, som avisen skriver.

Bryan Oviedos FCK-dage ser efterhånden ud til at være talte. Den 22-årige venstre back er rygtet til store klubber som Valencia, Manchester United og Everton, og med et år tilbage af kontrakten med FC København er det nu, sportschef Carsten V. Jensen skal slå til, hvis han vil hente lidt millioner for de kvikke costaricanske fødder.

I omegnen af 22 millioner kroner er nævnt som en sandsynlig pris for at trække Bryan Oviedo væk fra FC København.