Superliga

Johnny Thomsen som midterforsvarer?

FCK-træner Roland Nilsson kan efter Mathias Zanka Jørgensens skade blive tvunget til at prøve Johnny Thomsen i midterforsvaret.

FC København har ikke mange kort at spille, når pladserne i midterforsvaret skal besættes i torsdagens Europa League-kamp mod Vorskla Poltava. Efter at Mathias Zanka Jørgensen blev skadet i lørdagens kamp mod Lyngby, er der kun to naturlige valg til pladserne: Sölvi Ottesen og Ragnar Sigurdsson.

Det kan tvinge træner Roland Nilsson til eksperimenter.

- Jeg har ikke andre at spille med, hvis det går galt med en af de to. Og jeg har umiddelbart ingen idé til, hvem der skal spille midterforsvar, hvis det bliver nødvendigt. Måske Johnny Thomsen, siger Roland Nilsson til B.T.

Meget tyder på, at Mathias Zanka Jørgensen må sidde udenfor i en længere periode.