Video : Tipsbladet
Superliga

Storklubber jagter Brøndby-stjerne

Ifølge Football Insider er Southampton, Celtic og PSV Eindhoven alle interesserede i at slå kløerne i Brøndbys Patrick Pentz.

Han er lynhurtigt blevet en nøglespiller på Vestegnen, Brøndbys lejesvend Patrick Pentz. 

Den østrigske målmand har en stor aktie i de gul- og blåklædtes fornemme sæson, hvorfor det ikke er underligt, at de gerne vil hente ham på en permanent aftale, når lejemålet ophører til sommer. 

Det har Jesper Sørensen tidligere fortalt til Tipsbladet. Patrick Pentz har desuden selv åbnet for at blive i den danske topklub.

Sportsdirektør Carsten V. Jensen får dog efter alt at dømme kamp til stregen om Pentz' underskrift. 

Ifølge det engelske medie Football Insider lurer Celtic, Southampton og PSV Eindhoven nemlig alle på at hente den 27-årige målmand til sommer, når lejeaftalen udløber.

Celtic er i markedet efter en ny mand til at vogte buret, når Joe Hart med al sandsynlighed lægger støvlerne på hylden, mens Southampton desperat leder efter en ny førstemand mellem stængerne, efter Gavin Bazunu er blevet meldt ude resten af året. 

De tre interesserede klubber håber ifølge det engelske medie at kunne hente Brøndby-stjernen til spotpris, da kontrakten udløber i Bayer Leverkusen i 2025, hvorfor tyskerne skal til at sælge, hvis de vil indkassere nogle penge for den østrigske landsholdsmålmand. 

Patrick Pentz har spillet 24 kampe for Brøndby IF, siden han ankom i sommer - her har han leveret ni 'clean sheets'.