Video : Tipsbladet
Superliga

Jan Gregus jubler over første landskampsmål

FC Københavns Jan Gregus scorede søndag sit første landskampsmål for Slovakiet.

FC København-spilleren Jan Gregus spillede en hovedrolle, da Slovakiet søndag aften besejrede Malta med 3-1 i VM-kvalifikationen.

Den 26-årige midtbanespiller scorede således sit første landskampsmål, da han efter 41 minutter bragte Slovakiet foran med 2-1 i udekampen. Målet var FCK-spillerens første i nationaldragten, og dermed endte søndag den 26. marts også med at blive en dag, Gregus aldrig vil glemme.

- Jeg nød kampen - især fordi, at vi vandt. Det var vigtigt for os med en sejr, og det hjalp os meget, at vi scorede et tidligt mål, selv om de forholdsvis hurtigt fik udlignet. Det gav os ro, at vi inden pausen fik bragt os foran 2-1. I anden halvleg kontrollerede vi kampen og scorede også et tredje mål. På det personlige plan er jeg glad for mit første mål. Det var helt sikkert et stort øjeblik for mig, siger Jan Gregus ifølge cas.sk.

Jan Gregus og Slovakiet er nummer to i Gruppe F efter duksene fra England.