Jakobsen: Ikke noget problem at blive i FCN
Illustration
Superliga

Jakobsen: Ikke noget problem at blive i FCN

Han er lejet ud fra FC København til FC Nordsjælland, men Michael Jakobsen ved ikke, hvor fremtiden ligger efter sæsonen. Han har dog ikke noget problem med at blive i Farum.

Michael Jakobsen ved endnu ikke, hvor han skal spille fodbold henne efter sommerferien. Han er som udgangspunkt på kontrakt i FC København til 2016, men han er lige nu lejet ud til FC Nordsjælland, og konkurrencen i hovedstadsklubben er benhård.

Skulle han få tilbuddet, ville han dog ikke have noget i mod at sige ja tak til at fortsætte hos sin nuværende arbejdsgiver.

- Jeg har ikke gjort mig nogen tanker om det endnu. Det kommer også an på mine præstationer i foråret, men hvis Nordsjælland vil beholde mig, vil jeg tage det op til overvejelse. Jeg trives godt i klubben, og hvis muligheden byder sig, vil jeg ikke have noget problem med at blive, siger han til tipsbladet.dk.

Han har endnu ikke snakket fremtid med hverken mestrene eller vicemestrene, men ”det tager tager jeg stille og roligt,” som han siger. 

Foreløbig er fokus på FC Nordsjælland, hvor sæsonen startede rædselsfuldt, og hvor holdet længe lå under nedrykningsstregen. Tigerne fra Farum har dog kun tabt en af deres sidste ni Superliga-kampe, og ifølge Michael Jakobsen skyldes det slet og ret, at holdet er blevet spillet bedre sammen. Den glimrende efterårsafslutning får dog ikke forsvarsspilleren til at blåstemple halvsæsonen i sin helhed.

- Det er overhovedet ikke godkendt. De første ni kampe var ikke tilfredsstillende, og det samme gælder i Europa, hvor vi skulle have vundet over Elfsborg, der var et dårligere hold. Vi skulle have haft flere point i ligaen, men udbyttet på det seneste har været tilfredsstillende, siger han.

Ligesom holdet er ved at have fundet sig selv og hinanden, er præstationerne også på vej i den rigtige retning for Michael Jakobsen. Han har været skadet i de to sidste kampe mod Randers og OB, men inden da pegede pilen den rette vej.

- Jeg synes, jeg var inde i en opadgående formkurve. Jeg blev smidt for løverne mod Zenit Skt. Petersborg i min første kamp, og den var lidt svær, men det er gået step i step, og jeg synes, det har været fint, siger 27-årige Jakobsen, der har haft FC Nordsjælland-trøjen på 19 gange i alle turneringer i dette ikke-godkendte efterår.