Det bliver ikke til en forlængelse med FC København, så hvad skal der ske med Lars Jacobsens karriere? Noget tyder på, at et karrierestop ikke er et tema. Han har stadig lyst til at spille fodbold, og han har allerede fået forespørgsler fra forskellige interesserede klubber.
- Jeg er stadig 100 procent fit, og jeg har lyst til at spille fodbold. Jeg nyder at komme til træning hver eneste dag. Jeg har mod på en masse og føler, jeg har noget at give, siger Lars Jacobsen i programmet Zaks Zone på tv2.dk.
- Jeg har ingen afklaring på det, men jeg kan sige, jeg har fået nogle forespørgsler fra forskellige kanter gennem de sidste par måneder fra både ind- og udland. Og så må vi se se, om der er nogen, jeg kan blive enige med, og som jeg finder interessant.
Lars Jacobsen forklarer i programmet, at han ikke vil udelukke noget som helst. Heller ikke et comeback i OB, hvor det hele startede i midten af 1990'erne, men hvor klubbens fans har haft et horn i siden på ham, siden han udtalte, at FC København er hans klub i Danmark.