Superliga

Jacobsen: FCK langt fra ChL-niveau

Ifølge FCKs Lars Jacobsen ville holdet få ørene i maskinen, hvis de skulle deltage i Champions League lige nu.

FCKs præstationer i efteråret var langt fra det høje niveau man tidligere havde set holdet præstere på, hvor de bl.a. nåede Champions Leagues ottendedelsfinale. Men til trods for at den svenske træner Roland Nilsson blev vist porten, og klubmanden Carsten V. Jensen overtog truppen, har holdet i forårssæsonen endnu ikke fundet den form, som har gjort dem så suveræne i Superligaen de seneste år og yderligere gjort dem til en svær modstander selv for de største hold i Champions League.

Ifølge forsvarsspiller Lars Jacobsen kniber det stadig for holdet med den offensive del af spillet.

- Vi vil gerne op og ligge et sted mellem otte og tolv chancer per kamp, og det har vi ikke været i nærheden af. Vi har måske ligget på en fire-fem stykker, når det har været bedst, og det er ikke nok, udtaler Jacobsen ifølge Sporten.dk.

I træningskampene op til forårssæsonen havde FCK ingen problemer med at skabe chancer, og holdet virkede på vej til at finde noget af den form, der tidligere gjorde dem så urørlige i Superligaen. Men siden turneringen er blevet skudt igang, har holdet ikke formået at finde takterne fra træningskampen, og det overrasker Jacobsen.

- Ja, jeg havde regnet med, at vi villa have lavet flere mål på nuværende tidspunkt. Vi har lavet tre, og det er ingen kæmpe katastrofe, men vi vil gerne lave flere, og jeg er lidt forundret.

Den nye træner Carsten V Jensen arbejder stadig med at få sat sit uomtvistelige præg på holdets spillestil, men Jacobsen fornemmer, at truppen er ved at finde tilbage til nogle af holdets grundprincipper, som i sin enkelthed går ud på, at vide hvad dine medspillere gør og til dels også at kunne vinde, selvom spillet måske ikke er prangende.

Til syvende og sidst anerkender Jacobsen dog, at holdet langt fra har det niveau, der skal til for at begå sig i Champions League, men understreger i samme moment, at det vigtigste i første omgang er at vinde mesterskabet og derved kvalificere sig til turneringen.

- Det absolut vigtigste er mesterskabet, og så vil jeg da håbe, vi kommer til at spille sprudlende (...). Hvis den står på Champions League efter sommerferien, så bliver vi kørt over, hvis vi ikke får rykket os, og vi må bare erkende, at vi ikke har Champions League-niveau lige i øjeblikket.