Med 16 mål i 29 kampe sluttede Hobro-angriber Mads Hvilsom som nummer to på topscorerlisten i den netop overståede Superliga-sæson, og de mange mål var i høj grad med til, at Hobro reelt aldrig var i fare for at rykke ud af Superligaen.
Angriberen har tidligere fortalt, at den gode form får ham til at søge mod udlandet, skulle den rigtige mulighed opstå, men endnu har igen klub henvendt sig med et seriøst bud.
- Det står godt nok stille. Sådan er det, og man kan jo ikke tvinge nogen til at afgive et bud, men det er heller ikke sådan, at jeg sidder og tænker, at jeg skal væk for enhver pris, siger Mads Hvilsom til Nordjyske.
Mads Hvilsom havde håbet på at komme med til U/21-EM, men angriberen missede deltagelsen, da Jess Thorup så bort fra ham.
Tidligere er klubber i Belgien og Holland på rygteplan meldt interesserede i Mads Hvilsom.