Hollandsk offensivspiller har kurs mod Superligaen
Foto: Claude Paris/Polfoto
Superliga

Hollandsk offensivspiller har kurs mod Superligaen

Den hollandske offensivspiller Ninos Gouriye har konkret interesse fra Danmark, efter han har fået ophævet sin aftale med de rumænske mestre Astra Giurgiu.

Der er efterhånden kommet ganske godt gang i handlerne rundt om i de danske Superliga-klubber, og helt sikkert er det, at der er flere på vej. En af de spillere, der kan være på vej til Danmark, er den hollandske offensivspiller Ninos Gouriye, erfarer tipsbladet.dk.

Den 25-årige forward fik for nylig ophævet sin kontrakt med den rumænske mesterklub Astra Giurgiu, og han var således af gode grunde heller ikke med, da klubben søndag aften besejrede FC København med 1-0 i en testkamp i Slovenien. Han var i stedet fuldt ud optaget af at få fremtiden på plads.

Og det er altså i den forbindelse, at Danmark kan blive endestationen.

- På nuværende tidspunkt kan jeg kun sige, at der er konkret interesse fra en klub i Superligaen, men der foreligger ikke nogen afklaring på nuværende tidspunkt. Superligaen er meget interessant for Ninos – det er en god liga, og klubberne er troværdige, siger spillerens agent, Harmjan Schilperoort, til tipsbladet.dk.

Agenten understreger, at han ikke ønsker at udtale sig om, hvilken klub der viser interesse for den 25-årige hollænder.

Ninos Gouriye skiftede sidste år til Astra Giurgiu, og det er hans hidtil eneste arbejdsgiver udenfor Hollands grænser. Tidligere har Gouriye tørnet ud for FC Twente, Heracles, ADO Den Haag og Excelsior. I øjeblikket er han tilbage i FC Twente, hvor han holder formen ved lige, mens der forhandles om fremtiden.

Ninos Gouriye har fire U/21-landskampe for Holland på CV'et. Den mest succesfulde sæson havde han tilbage i 2012/2013, hvor han noterede sig for ni mål for Heracles i den hollandske Æresdivision. Gouriye kan både spille i angrebet og på kanten.