Video : Tipsbladet
Superliga

Helsingør vil bygge stadion til 1. division, mens de planlægger til Superligaen

På mandag bliver planen for FC Helsingørs kommende stadion endeligt godkendt, og så kan byggeriet sådan set begynde. Klubben skal dog bruge et større stadion, hvis det vil spille på hjemmebane i næste Superliga-sæson, men planen for det ligger mindst et halvt år ude i fremtiden.

Når FC Helsingør spiller hjemmekampe i Superligaen, er det med en dispensation fra Divisionsforeningen. Stadion lever nemlig ikke op til kravene i den bedste række, men oprykkere får som regel en sæson til at bringe tingene i orden.

FC Helsingør har dog den udfordring, at holdet allerede har en nyt stadion på vej, men det er ikke et Superliga-stadion. Der er kun plads til 4000 tilskuere, og i den bedste række skal der kunne være mindst 10.000. Derfor skal klubben finde en ny løsning, hvis den skal spille sine hjemmekampe i Helsingør i næste sæson - hvis holdet altså overlever.

Det er Helsingør Kommune, der bygger det nye stadion, og lokalplanen er efter tovtrækkeri og indsigelser fra flere sider omsider faldet på plads. Den vedtages endeligt på mandag og kan derefter offentliggøres. 

- Når den er på plads, har politikere besluttet, at vi skal lægge planerne til et Superliga-stadion, fortæller Lars Rich, der er en del af kommunens direktion, til tipsbladet.dk.

Hvis Helsingør skal have et større stadion, der kan leve op til Superliga-kravene, kræver det en ny lokalplan. Selv om man forholdsvis let kan tilføje en tribune mere til den eksisterende plan, skal den slags godkendes først, og det bliver det ikke af sig selv.

- En lokalplan tager typisk seks-syv måneder at få på plads. Det tager noget tid at få planen udarbejdet og afdækket forskellige miljøundersøgelser. Det, der nok vil være det største arbejde forbundet med en Superliga-lokalplan, er at afdække, hvilke trafikale og lydmæssige forhold et større stadion indebærer, siger Lars Rich.

- Så skal det godkendes politisk, så skal det i høring, og det tager altså seks-syv måneder. Så alt efter hvornår vi starter, vil man også have en Superliga-lokalplan i efteråret '18. Måske mens eller samtidig med, at 1. divisionsstadionet bliver færdigt.

Det stadion er således sat til at stå klar midt i efteråret, hvis ellers den stramme tidsplan holder. Vejen er således banet for, at Helsingørs politikere kan beslutte at give byen et Superliga-stadion.

- Politikerne kan beslutte sig for i kommende budgetproces, om det er noget, de vil afsætte penge til nu og her. Ellers skal der komme nogle udefra, der tilbyder at etablere et selskab, der indeholder en tribune, som man har gjort i SønderjyskE, hvor en konstruktionen i princippet er ejet af en privat investor, siger Lars Rich.

- Det er sådan set kun et spørgsmål om penge, når vi kommer dertil. Det må det nye byråd tage stilling til, siger kommunaldirektøren med grin og en tanke på, at penge sjældent er "kun".

Divisionsforeningen er ikke uhyrer
FC Helsingør er presset af, at klubber, der gerne vil spille i Superligaen i næste sæson, skal indsende ansøgning til Superliga-licens allerede i begyndelsen af foråret. Her skal man altså have sine stadionforhold på plads.

- Man kan få dispensation i ét år, det gælder alle rækker, også i 1. division. Fra år to skal man enten opfylde kravene eller have en fuldt finansieret bevilling, hvor det kun er et spørgsmål om byggeperioden, sagde Peter Ebbesen, der er turneringschef i Divisionsforeningen, til tipsbladet.dk i august.

Den bevilling får FC Helsingør altså ikke, inden de skal sende licensansøgningen om et par måneder, eftersom lokalplanen først er klar om tidligst et halvt år. I klubben tror de dog på, at de nok skal finde en løsning med Divisionsforeningen.

- Vi har en løbende dialog med dem. Vi er i gang med at bygge stadion, som står færdig til efteråret, og jeg har en god ide om, at vi kan løse det med mobiltribuner, så det kan være Superliga-klar. Alt andet; varme, lys, vand, bliver Superliga-klar, det er bare et spørgsmål om tilskuerpladser, siger administrerende direktør Janus Kyhl og tilføjer:

- Der bliver stillet krav, og det skal der også, men vi har en god dialog. Det er ikke uhyrer, vi er oppe mod, og de vil også gerne have tingene til at lykkes. Jeg føler, der er en god dialog og vilje til at samarbejde fra begge parter. Det skal nok vi løse.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.